Novellesamlingen, BØSSEDANMARK (Forlaget Vild Maskine 2021), er ikke kun interessant læsning for danske læsere, men er også en spændende bog for færinge, som i bogen blandt andet kan læse en hjertevarmende historie, der foregår i den færøske bygd, Kvívík og i bussen mellem Vestmanna og Tórshavn.
Og lige præcis steder, dvs. selve det geografiske område, hvor novellerne foregår, har betydning i historierne, der alle har en bestemt lokalitet som undertitel. Bogen indeholder tyve noveller, skrevet af Nikolaj Tange Lange, Mads Ananda Lodahl og Tomas Lagermand Lundme og så er det den færøske billedkunstner, performer, trash drag, musiker m.m Dennis Agerblads vellykkede forfatterdebut. Forfatterne har skrevet fem noveller hver i bogen, hvis hovedpersoner alle er homoseksuelle mænd lige som forfatterne. Og det er da også let at få øje på selvbiografiske og dokumentariske træk i historierne, der direkte omtaler virkelighedens byer og personer. Af et interview med forfatterne i Danmarks Radio, kan man forstå, at en af hensigterne med udgaven er at gøre opmærksom på, at homoseksualitet ikke kun eksisterer inden for LGBT miljøer i København, men at bøsser findes alle steder og altså også ude på landet. Litterært er der en vis tradition for at bøssehistorier foregår i de store byer, hvortil personerne er flygtet fra små og trange miljøer med sladder og fordømmelse præcis sådan som vi kender det fra Færøerne, hvorfra færøske homoseksuelle er flygtet i flere generationer, men hvor vi har oplevet mærkbare forbedringer de senere år. Med bogen, Bøssedanmark ønsker forfatterne at beskrive den mangfoldighed, der også findes i homoseksuelle mænds tilværelser rundt omkring i Danmark – også på Færøerne og i Grønland.
Novellerne er skrevet i nutid første person, hvor fortælleren også er hovedperson. Sproget er enkelt i en berettende og forholdsvis prunkløs prosa med få undtagelser, hvor sproget bliver brugt mere ekspressivt, billedrigt og suggestivt feks. i den obskure beskrivelse af Georges: ”Georges sidder med lukkede øjne på stolen. Hans fødder vipper til musikken. Der er et mørke over ham, som har taget sin plads. Det bor ved hans mund, i skægstubberne, i det korte hår under hans arme, på maven, når den falder sammen som nu, og i krusningerne af kønshårene på hans pung. Han smager af salt. Og af noget, der aldrig bliver lyst..” (s.35-36 En trekant Rebild Bakker af Tomas Lagermand Lundme).
Stilen er realistisk, men novellerne er ganske forskellige og giver en nuanceret beskrivelse af et tema, der ikke er særlig meget behandlet i samtidslitteraturen og som, når det endelig sker, ofte bliver mere forenklet til eventyragtige spring ud historier med lykkelig slutning. Sådan en oplever vi ikke i novellen Herremiddag Vester Skerninge af Mads Ananda Lodahl om nogle homoseksuelle mænd, der holder nytårsaften sammen. Vi får kort fortalt den tragiske forhistorie, at fortælleren har været gift og at de har børn, men at konen opdager, at han har har fået en dating-profil på en hjemmeside for bøsser. Det er første gang, fortælleren har prøvet noget i den retning, men konen reagerer resolut og flytter ud af huset uden at tage afsked. Børnene får heller ikke lov til at sige farvel til deres far. Den våde nytårsfest er overhovedet ikke så morsom og spændende som den skulle være. Vores fortæller føler sig både gammel og grim og den seksuelt ladede samtale og opmærksomheden, som han får fra nogle af de andre mænd, får ham til at føle lede ved hele situationen, sig selv og homoseksualitet i det hele taget.
Den første novelle, Bøsseland København K af Nikolaj Tange Lange, er voldsom og rå. Fortællerstemmen forekommer kynisk og hård som hos en af Jan Sonnergaards fortællere i miljøet omkring Københavns Nordvestkvarter i den hårdtslående novellesamling, Radiator fra 1997. Det er en af feriens sidste dage og vejret er nogenlunde, så jeg sidder i haven og læser, imens jeg let rødmende af de stedvis ganske direkte beskrivelser af sex, kigger mig skyldbevidst omkring. Bogen er let at læse, den er underholdende, morsom og desuden rørende i beskrivelsen af det helt almindelige fællesmenneskelige, hvilket gør novellerne interessante i et større eksistentielt perspektiv eksempelvis i beskrivelsen af personernes alder, flere af historierne har et coming of age ungdommeligt udgangspunkt, men alderdom er også et tema. I førnævnte startnovelle er fortælleren kommet tilbage til sin ungdoms hjemby, København i håbet om et lettere liv uden stoffer. I stedet føler han sig gammel og mon ikke flere midaldrende og ældre læsere vil kunne genkende fremmedhedsfølelsen i gensynet med den gamle hjemby: ”..at rejse til København er som at rejse til fremtiden. Anonyme rejsekort og cykelbroer af neonfarvet plastic..” (S.7 Bøssedanmark). Det er ikke fordi det er fuldstændig uventet, men det er ikke ofte man har lejlighed til at læse denne form for realistiske homohistorier om længsel efter nærhed, uro og lyst, om utroskab, kærlighed og grænser.
Novellerne er altså skrevet i første person, vi er inde i fortællerens hoved og kan læse hans tanker og fantasier. Dette er blandt andet gældende for Dennis Agerblads søde historie, Manden med det røde hår, Kvívík. Fortælleren får øje på den rødhårede herre i bussen mellem Vestmanna og Tórshavn og fatter interesse for ham. Jeg skal ikke spoile handlingsforløbet, som er lidt uventet, men spændende – ikke mindst i beskrivelsen af den geskæftige buschauffør: ”Buschaufføren og jeg har aldrig snakket sammen. Alligevel føler jeg, at vi nærmest kender hinanden efter de mange weekender, han efterhånden har kørt mig fra Vestmanna til mit weekendjob i Tórshavn. Vi siger ingenting. Nikker bare høfligt, mens jeg køber min billet. Der er mørkt i bussen om morgenen, så jeg sætter mig altid oppe foran hos ham. Sammen ser vi, hvordan solen står op, lyset bryder gennem skyerne, og fårene fordeler sig over fjeldene. Hans svedige nakkehår har efterhånden lagt bund for mange små fantasier om mandlig nærhed..” (s.114 Bøssedanmark). Det er en af novellerne, der præges af stor realismegrad og selvbiografiske træk. Jeg erindrer i hvert fald en charmerende ung mand, Dennis Agerblad eller Robin, som han dengang hed, der arbejdede i Nordens Hus for mange år siden. Samtidig er der en næsten Disney-agtig scene i novellen, som forekommer mere dagdrømmeagtig end virkelighedsnær - man kan kun håbe, at den er virkelig.
Udover at være underholdende læsning, er både de nævnte og andre noveller i bogen relevant materiale i danskundervisningen i skolen, hvor vi netop har manglet den form for mangfoldighed, som bogen står for. Jeg tænker, at det samme er gældende for færøskfaget, hvorfor det ville være oplagt at oversætte bogen eller udvalgte noveller til færøsk.
Kinna Poulsen
