Siden årtusindskiftet har vi inden for billedkunsten på Færøerne oplevet en rivende udvikling med et stigende antal udstillinger med bemærkelsesværdig kvalitet - ikke mindst med landets begrænsede størrelse in mente. Desværre er en hel række af de originale og enestående færøske billedkunstnere delvist eller helt ukendte i Danmark. En tanke med udstillingen, Samtaler om Tåge på Nordatlantens Brygge, der åbnede sidst i oktober i 2020, var således at give et indblik i samtidskunsten på Færøerne. Så meget desto mere sørgeligt er det, at udstillingen p.t. er lukket på grund af de selvsamme covid-19 restriktioner, der også forståeligt nok har lukket alle de gode kunstudstillinger her i København og i Danmark, samt rundt omkring i hele verden. - I Tórshavn er der imidlertid åbent både i Færøernes Kunstmuseum, hvor man kan opleve en tematisk udstilling om havet, og i Steinprent, Færøernes Grafiske Værksted, hvis samarbejde med bl.a. danske billedkunstnere, har en stor del af æren for den positive udvikling inden for færøsk samtidskunst.
En af kunstnerne, der deltager i den aktuelle udstilling i Steinprent, Myndaódnin 2020, er også med på Samtaler om Tåge. Det er Hanni Bjartalíð (f.1968), der er født og opvokset i Klaksvík, og som bor og arbejder i Finland. Det er ingen overdrivelse at hævde, at Bjartalíð er en usædvanlig arbejdsom kunstner eller at påstå, at han har arbejdet på sine værker i de allerfleste af døgnets vågne timer lige siden halvfemserne. Dengang beskæftigede han sig især med tegning, maleri og grafik, men bevægede sig via collager over i det tredimensionale til bemalede trærelieffer og skulpturer, bl.a. i skulpturer forestillende huse og tårn, der udgør et foreløbigt højdepunkt i hans oeuvre. Og fordi han altid arbejder, så forekommer hans værk overvældende, organisk, vildtvoksende, knopskydende og spontant, samtidig som det også har et stilfærdigt, indadvendt og vældig styret præg. Hans metode forekommer legende og sanselig, styret af intuition og en stadig materialeafsøgning med en så stor vægt på taktilitet og selve arbejdsprocessen, at det sine steder minder om dekonstruktion og hvor selve analysen og den kunstneriske idé lægges frem som en åben del af værkets udtryk og materiale. Og netop arbejdsmetode og materiale spiller en ganske stor rolle i værkerne, eksempelvis i den store klode af træ, som Bjartalíð er i færd med at færdiggøre til den store uddannelsesinstitution, Glasir, som Bjarke Ingels Group har været med til at tegne i Tórshavn og som omfatter såvel gymnasie-, handelskole som teknisk skole. Værkets grundform er inspireret af Glasirs store kuplede midterrum - et storslået atrium, hvori det omgivende landskabs stejle terræn fornemmes i konstruktionen af trappernes og af etagernes placering. Bjartalíðs ønske er, at hans klode skal afspejle rummets universale præg, men det er også lykkedes ham at udtrykke en humanistisk ånd, vilje og varme i beton- og glasrummet med sit værk, der ser ud som om det er smidt ned gennem bygningens loft med enorm kraft. Kloden er forsinket bl.a. på grund af coronarelaterede forhindringer, men forsinkelsen er måske nok også en del af metoden og en årsag heraf - den langsommelige proces, hvor ganske små og uregelmæssige stykker træ sættes sammen i en ubegribelig kompleks konstruktion, der allerede i ufuldstændig og ubemalet tilstand udgør et af Hanni Bjartalíðs få monumentale hovedværker. Han arbejder ellers mere med små, nærmest intime værker, der inviterer beskueren tæt på. Rent beset er Bjartalíðs værker svære at kategorisere – nogle af dem har et formsikkert, dekorativt udtryk, imens andre værker har et eksitentielt og måske endda ekspressivt præg, men mange af værkerne befinder sig et sted derimellem - ikke sjældent med humoristiske islæt. Hans arbejdsproces er præget af genbrug af bl.a. readymades i form af bortskaffede skærebrætter, træklodser m.m., som han finder hos marskandisere og andre steder, men han genanvender også egne værker, som han arbejder videre på, hvilket bl.a. kan resultere i malerier, der kan veje op til flere kilo.
Hanni Bjartalíðs skulpturer på Samtaler om Tåge indbefatter også en form for genbrug – det kan vi se på den todelte datering af værkerne, som han kan være begyndt på i 2014, men som han altså fortsatte at arbejde på i 2020. I et af værkerne ligger der en omhyggelig udskåret blomst i træ på en træklods, der har et for Bjartalíð typisk bevidst slidt udseende. Et værk, der både har en dekorativ side, men hvis enkelhed i motiv og materialitet insisterer på en lidt mere alvorlig og inderlig fortolkning, der for denne beskuer handler om forgængelighed. Det samme er gældende for tematikken i to andre værker – de er betitlede med et nummer, 077, der viser sig at være de sidste tre tal i kunstnerens færøske cpr-nummer eller p-tal, som det kaldes på Færøerne. Det er bemalede træskulpturer, der forestiller skeletter, som henholdsvis står eller sidder ned. Titlen fortæller os, at værkerne på en eller anden måde er selvportrætter, hvilket tematisk berører forgængeligheden, men på en sarkastisk, humoristisk måde. Skulpturerne har et råt udtryk samtidig som man som beskuer bliver rørt af den store omhyggelighed og varme hvormed skulpturerne er sat sammen. Et billede siger mere end tusind ord – jeg sætter nogle af Torben Eskerods fine fotografier ind her sammen med mine 828 ord og et forfængeligt ønske om, at ordene kan sige jer bare en brøkdel af det, værkerne siger mig, altimens vi sammen krydser fingre for snart at komme til at opleve kunstudstillinger igen.
Hilsen Kinna Poulsen, kurator af Samtaler om Tåge
