Forleden kunne man læse om en sand niddingsdåd, begået i København, hvor Jaques Francois Joseph Salys originale gipsbuste af kunstakademiets grundlægger, Frederik V, er fjernet fra sit podie og smidt i kanalen bag Charlottenborg Slot. Det blev gjort som en protest. Ak ja, den ungdom, den ungdom, tænker man og ryster opgivende og voksenmildt på hovedet for siden at bladre videre i avisen (på det tidspunkt lykkeligt uvidende om, at en voksen kunstner og institutleder på Kunstakademiet i København, Katrine Dirckinck-Holmfeld skulle tage ansvar for det skete). Det er nu ikke misdæderne, nærværende artikel handler om, det er dådens intentioner. Helt tilfældigt faldt jeg over en artikel om samme sag på nettet, hvor jeg med en vis forbløffelse kunne læse, at totalødelæggelsen af den kongelige buste er udført for bl.a. min skyld. Simpelthen. Ifølge aktionsgruppen fandt begivenheden sted i solidaritet med alle de kunstnere, studerende og mennesker over hele verden, der har måtte leve med efterdønningerne af den danske kolonialisme i US Virgin Islands, Indien, Ghana, Grønland, Island, Færøerne og Danmark. Undertegnede er færing og hermed en af dem, som aktionen er udført for. Jeg spekulerer på hvad efterdønningerne af kolonialismen handler om. Det er rigtignok sandt, at interessen fra dansk side for færøsk kunst og kunstnere har været sporadisk, at færøsk kunst er så godt som usynlig i Statens Museum for Kunsts udstilling og at der i fyrre år ikke kom nogen færøsk kunstner ind på Kunstakademiet, hvor man tilsyneladende slet ikke kunne komme over sine egne idiosynkrasier og derfor afviste en hel række enestående færøske kunstnere. Går vi længere tilbage i tiden, er der helt sikkert alle mulige problemer med dansk kolonialisme på Færøerne ligesom der også er en del positive ting, der senere hen er kommet ud af rigsfællesskabet, bl.a. har det kongelige kunstakademiet haft grundlæggende betydning for færøsk billedkunsts pionerer, Sámal Joensen-Mikines, Ingálvur av Reyni, Ruth Smith m.fl. Færøsk billedkunst har ikke ret meget mere end hundrede år på bagen og selv om færøsk kunst er fremragende på mange punkter - ikke mindst hvad angår samtidskunsten, så kan man på Færøerne godt savne at opleve billedkunst fra tidligere perioder end det tyvende århundrede. At komme til København for mig selv som ung studerende var overvældende - at opleve bygninger, skulpturer og bypladser, at fornemme de forskellige stilarter og forestille sig alt det, der er foregået de historiske steder. En af mine absolutte favoritbygninger i København er Vestindisk Pakhus, som jeg blev gjort bekendt med via tegneundervisningen på kunsthistorie. At opleve de storslåede rum med de dybe skygger og de over to tusind afstøbninger af skulpturelle hovedværker fra oldtidens Grækenland og Romerriget, fra renæssancen osv. Der var så fyldt op af skulpturer, at nogle af dem så ud til at være proppet sammen på hylderne, hvilket fik mig til håbefuldt at tænke, at de måske kunne undvære et par stykker. - Tænk, hvis vi havde bare en enkelt eller to af disse skulpturer på Færøerne og skolebørnene og vi allesammen fik lov til at opleve vores civilisations historie helt håndgribeligt gennem disse fantastiske skulpturer.
I Danmark har man lige p.t. en skulptur mindre; den er ødelagt for bl.a. min skyld og for mine landsmænd. Jeg vil allerhøfligst takke for tanken, men ellers tak! I stedet for at hælde skulpturer i havnen, vil vi meget hellere have dem herop til Færøerne.
m.v.h. Kinna Poulsen
