Selv om værket Cadavre Exquis på mange måder opleves som forvirrende og oprørende, omhandler det i grunden kendte temaer, der også behandles via kendte kunstformer. Det er Jesper Justs ferme sammensætning - selve måden, værket er komponeret på, der kommer bag på beskueren. Videoinstallationen er vel efterhånden et gammelkendt kunstnerisk medie, det samme må siges om alt det andet, vi oplever i Cadavre Exquis af konfrontationsteater med publikumsinddragelse, mimen, dans, interpassivitet og synæstetisk sansesammenblanding, samt musik og lysshow. - Jo, det er et herligt værk og spejlingen, der er et hovedtema, kender vi som et grundlæggende tema i kunsten helt fra renæssancen og frem til i dag. Men med Jesper Justs nyskabende sammensætning af de forskellige former i Cadavre Exquis, formår han virkelig at røre og overraske beskueren, der ligeledes overvældes af det sammensatte værks modsatrettede stilsignaler; imellem den polerede flotte finish og tredimensionalitet i filmdelen og det analoge, fysiske præg i skuespildelen. Den fremmedklingende titel henviser til en surrealistisk leg med ord, der er baseret på det samme princip, som når man tegner en tegning eller skriver en sætning kollektivt uden at se hvad den foregående tegner eller skribent har lavet. Det samme princip kan bruges som seriøst kunstnerisk benspænd i skrift; hvilket surrealisterne med deres stadige behov for at undgá fornuftens snærende begrænsninger selvfølgelig gjorde brug af. Det var sådan, at sætningen ‘Le cadavre exquis boira le vin nouveau’ blev skabt. Det lyder måske noget kringlet og trist, men er det slet ikke. Cadavre Exquis er tværtimod morsomt, poetisk og let at forstå, for det omhandler noget så grundlæggende som medmenneskelighed og empati, men ikke med politisk korrekte, strittende pegefingre. Der er mere tale om forskellige signaler og fornemmelser, der får tid til at udfolde sig. Man er altså virkelig godt underholdt i den times tid, værket varer. Vi sidder i et sortmalet teaterrum, hvor vi ser en film med et publikum i et sortmalet teaterrum, der virker som om de ser pâ os. Der er en næmest bizar lighed imellem filmens publikum og virkelighedens publikum, der ikke længere er beskyttet af den såkaldte fjerde væg, som traditionelt udgør grænsen mellem teaterrum og virkeligheden, for vi bliver en del af værket. Ganske langsomt fokuseres der i filmen på en mand, der sidder blandt publikum og skriger som om han oplever noget rædselsvækkende. Hans råben, vrælen og hulken og hele hans mimik signalerer total panik og det føles mærkeligt og virkelig forkert at sidde passivt hen uden at gøre noget for at hjælpe ham. Det er ikke den eneste gang, at denne følelse melder sig i løbet af forestillingen. Efterhånden fokuseres der i voksende grad på mandens vidåbne mund, hvor vi kan se drøbelen dirre af skrigeriet og så er det som om stemningen letter lidt og skifter over i det absurdkomiske. Men al fnisen foretager sig hurtigt, da et højt skrig lyder fra salen, hvor vi sidder. Det er kvinden lige bag ved mig, der skriger, og jeg er nær faldet ned af stolen af forskrækkelse. Værket er opdelt i flere stykker - fordi det opleves i et teaterrum kan vi kalde det akter, uden at der dog er tale om et konventionelt dramatisk forløb: det er måske mere sammenligneligt med enkeltdelene i en foldetegning eller -sætning, hvor sammenhængen ligger på et dybere plan end i fortællingens ydre struktur. Der sker alt muligt i værket, hvis modtagelse til en vis grad er baseret på overraskelser - derfor skal jeg ikke spoile mere, men blot anbefale jer alle at se Cadavre Exquis på Revolver på Republique, der kører til og med d.30.marts 2019.
Kinna Poulsen
Cadavre Exquis
Instruktion, idé & koncept
Jesper Just
Medvirkende
Johannes Lilleøre, May Simon Lifschitz & Emma Sehested Høeg
Livefotografer
Franklin Henriksen & Kasper Aavad
Komponister
August Rosenbaum, Dorit Chrysler & Anders Trentemøller
