Sonja Ferlov Mancoba på Statens Museum for Kunst
“... Kun i kraft af hinanden kan vi leve og ånde og ingen skaber alene...” er en central formulering, der forekommer i et brev fra billedkunstneren Sonja Ferlov Mancoba til kunsthistorikeren Troels Andersen i 1979, og som siger noget væsentligt om hendes fælleskabsorienterede livs- og kunstopfattelse.
Sonja Ferlov Mancoba levede fra 1911 til 1984. Hun var dansk, men boede en stor del af sit liv i udlandet, især i Paris, hvor hun var bosat ad flere omgange. Hun blev oprindelig uddannet som maler og fulgte (i lighed med mange andre i sin generation bl.a. den færøske billedkunstner, Ruth Smith) det samme undervisningsforløb, der startede med at blive undervist hos Bizzie Høyer fra 1930-32, hvorefter hun gik på kunstakademiet fra 1933-33 med Axel Jørgensen som lærer. Hendes første skulpturer daterer sig så tidligt som til 1934-35 til to somre, som hun tilbragter på Bornholm sammen med sine kunstnervenner, Ejler Bille og Richard Mortensen og hvor de udforskede og arbejdede sammen. Sammenlignet med førnævnte Ruth Smith og andre af Axel Jørgensens elever, er en stor del af Sonja Ferlov Mancobas værker, tegninger, malerier og skulpturer, abstrakte og avantgardeprægede på et meget tidligt tidspunkt og i ganske høj grad. Hun flyttede til Paris i 1937, hvor hun opsøgte og mødte flere af periodens internationale kunstnere som Alberto Giacometti, Jean Arp og Max Ernst, samt Ernest Mancoba, som hun giftede sig med i 1942. Sonja Ferlov Mancoba begyndte allerede i en ung alder at interessere sig for afrikansk oprindelig kunst og anden ikke- vestlig kunst, og besøgte hyppigt det etnografiske museum, Musée de l´Homme sammen med sin mand. Her oplevede hun bl.a. mexikanske masker, som hun var meget optaget af. Ernest Mancoba var interneret i en krigsfangelejr under anden verdenskrig. Krigen havde en voldsom påvirkning på Sonja Ferlov Mancoba, der udstyrede sine skulpturer med andre kvaliteter end de rent æstetiske. Hun opfattede dem som levende, retfærdige væsener, der skulle ud i verden til kamp mod verdens egoisme og umenneskelighed.
Sonja Ferlov Mancoba udstillingen på Statens Museum for Kunst er nødvendig og de fleste er enige om, at det er på tide, at hendes værk får den opmærksomhed som det fortjener. Det er interessant og al ære værd, at SMK bruger kunstnerens egen atelierindretning som udgangspunkt for opsætningen af udstillingen. Men selv om tanken med at placere skulpturerne lidt på samme måde som vi kan se i den enestående fine dokumentar fra 1983 af Torben Glarbo, Gertrud Købke Sutton og Anne Vinterberg, der bliver fremvist midt i udstillingen, er sympatisk, så fungerer det ikke i praksis. Udstillingen fremstår rodet og klemt mellem de mange træpodier og plader i forskellige former og niveauer, ligesom det kniber for beskueren at komme rundt omkring skulpturerne - Jeg er med på idéen med samtalen blandt skulpturerne og den sociale iscenesættelse i kunstnerens ånd, men ville alligevel ønske, at man havde taget større hensyn til de enkelte værker
Selv om pladsen er noget trang til udstillingens relativt store værkudvalg på 140 værker, så udgør udstillingen samt ikke mindst den flotte og læseværdige bog, der er udgivet i forbindelse med udstillingen, en tiltrængt præsentation af en banebrydende dansk kunstner. Billedhuggeren, der startede som maler har i mange år været en kunstners kunstner, der primært har været forstået og beundret af sine kollegaer – også af samtidskunstnere. To hovedværker af Ferlov Mancoba var eksempelvis med på en gruppeudstilling for nylig (En kort historie om Abstraktion på Rønnebæksholm i 2018 - kurateret af Julie Sass), hvor skulpturen Masken (1972) stod placeret på skønneste vis i et rum med plads for hele dens væsen, dens strenge symmetri og insisterende organiske blødhed. I Statens Museum for Kunsts udstiling står Masken sammen med flere andre lignende maskeværker frontalt og stirrer mod beskueren, der hverken kan komme omkring eller tæt på de enkelte skulpturer, hvilket opleves frustrerende. Da er det godt at kunne sætte sig ned for at opleve billedhuggeren med det intense blik iog den hypnotisk langsomme stemmeføring i et virkeligt scoop af en dokumentar, hvor Sonja Ferlov Mancoba fortæller om sin tilværelse og sin kunstneriske praksis og udgangspunkter og hvor det bl.a. fremgår, at hun var inspireret af formen i forskellige muslingeskaller, sten og planter, som hun samlede på og som hun brugte i collager. Udstillingen i Statens Museum for Kunst varer indtil 5.maj 2019.
Kinna Poulsen
