Leygardagin 10.mai letur upp framsýning hjá Hansinu Iversen hjá Lars Borella í Charlottenlund við nýggjum málningum og steinprentum.
The Transient er titlen på en udstilling, der åbner d.10.maj i Galleri Lars Borella med nye malerier og litografier af den anerkendte færøske billedkunstner, Hansina Iversen. At hendes arbejder har en udpræget fysisk påvirkning på beskueren, skyldes ikke blot farverne, billedernes glitrende kolorisme, deres betagende skønhed, men hænger også sammen med måden hvorpå de er komponeret og udført. Det, vi ser på billedfladen, er aftegninger og spor, der rent beset viser kunstnerens bevægelser i løbet af værkets tilblivelse. Helt åbent og konkret lægger maleriet således frem sin egen skabelsesberetning. Lige siden Hansina Iversen påbegyndte sin karriere som billedkunstner, har hun udforsket det abstrakte maleri, hvis virkemidler hun behersker suverænt, hvilket er blevet bemærket - også internationalt i anmeldelser af udstillinger i New York og Paris.
Selv om Hansina Iversens nye monumentale malerier forekommer kvadratiske, har de et vertikalt format, der lægger sig omkring en grundstruktur, som minder om et netmønster, et såkaldt “grid”, der dannes af de bølgende vertikale og horistontale former og strøg. Farverne er en historie for sig af magenta, rustrøde, cadmiumrøde, gul okker, cadmiumgule og citrongule toner, der lyser og forundrer, for hvordan kan det lade sig gøre at anbringe så mange brændende farver i et og samme billedrum uden at der går ild i det? Det koger og sitrer, men køles ned af de titanhvide mere og mindre gennemsigtige former, der daler ned over fladen i en tilsyneladende tilfældig, men samtidig sindrig orden. Det er en komposition, der stadig synes at udfordre sig selv og som skifter karakter efter hvorhen på billedfladen beskueren retter sit blik – i ét nu er det som om de hvide former bestemmer for et øjeblik efter at blive overtaget af de rødlige aflange strøg og den lille blå oval som en form for koloristisk undtagelse, der bekræfter reglen i en systematisk usystematisk billedverden.
Velkommen til fernisering lørdag 10. maj
og søndag 11. maj 2025 kl 14-16 - begge dage
Kunstneren vil være til stede
Åbningstale af den færøske kunstkritiker
og forfatter Kinna Poulsen kl. 14 om lørdagen
Åbningstid torsdage, fredage kl. 13-17,
lørdage kl. 10-14. Derudover åbent efter aftale.
Sidste dag lørdag 7. juni.
Galleri Lars Borella Ordrupvej 98 D, 2920 Charlottenlund, Denmark