Der er store skalaspring på udstillingen fra ganske små til de helt store formater, men det er som om, at farven udligner forskellen. På et lillebitte horisontalt lærred smyger farverne sig ned ad billedfladen i orangerøde, gule og violette formationer og strøg, der udvider og sprænger billedrummet og sin egen begrænsede størrelse og bliver en form for monumentalt miniaturemaleri.
Lige siden Hansina Iversen påbegyndte sin karriere som billedkunstner, har hun udforsket det abstrakte maleri, hvis virkemidler hun behersker suverænt, hvilket er blevet bemærket - også internationalt i anmeldelser af udstillinger i New York og Paris. - Selv om hendes monumentale malerier her på udstillingen forekommer kvadratiske, har de et aflangt opretstående format, der lægger sig omkring en grundstruktur. Det minder om et netmønster, et såkaldt “grid”, der dannes af bølgende lodrette og vandrette former og strøg.
Farverne er en historie for sig. Hvis vi tager det store røde maleri fra hjemmesiden som eksempel, er det sammensat af magenta, rustrøde, cadmiumrøde, gul okker, cadmiumgule og citrongule toner, der lyser og forundrer - for hvordan kan det lade sig gøre at anbringe så mange brændende farver i et og samme billedrum uden at der går ild i det? Det koger og sitrer, men køles ned af de titanhvide mere og mindre gennemsigtige former, der daler ned over fladen i en tilsyneladende tilfældig, men samtidig sindrig orden. Det er en komposition, der stadig synes at udfordre sig selv og som skifter karakter efter hvorhen på billedfladen beskueren retter sit blik – i ét nu er det som om de hvide former bestemmer for et øjeblik efter at blive overhalet af de rødlige aflange strøg eller den lille blå oval som en form for koloristisk undtagelse, der bekræfter reglen i en systematisk usystematisk billedverden.
Hansina Iversen maler altså nonfigurative malerier med afrundede former i flere lag. Lyset reflekteres i de skære farver, men skinner også i den hvide baggrund, der anes i mellemrum og gløder bagved farverne så intenst, at beskueren må knibe øjnene sammen Det er svært at komme udenom maleriernes og litografiernes håndværksmæssige kvaliteter, deres maleriske skønhed, hvilket kan opfattes noget nær mistænkeligt i dag, hvor scenen er sat med identitetpolitisk samtidskunst, hvis vældige holdningsmæssige armbevægelser ikke altid ses parret med helt den samme grad af formmæssig ekvilibrisme. Men vi skal også passe på med at reducere disse værker til kun at udøve skønhedens enstrengede virke. Det er abstrakte samtidsmalerier, der som svampe suger tiden i sig. Som en fransk anmelder bemærkede, er lyset i Hansina Iversens værker så overvældende, at man helt af sig selv kommer i tanker om mørket. Maleriets død er for så vidt proklameret så ofte, at der måske er nogen, der tror på det, men jeg finder det svært for ikke at sige umuligt her blandt Hansinas malerier.
Når vi nu har vovet os ind på det håndværksmæssige område, kan vi også komme ind på grafikken, for Hansina Iversen er en erfaren grafisk billedkunstner, hvis mangeårige samarbejde med Færøernes Grafiske Værksted i Tórshavn, Steinprent indtil videre har resulteret i mere end hundrede litografier, hvoraf en del af dem figurerer blandt hovedværkerne i Steinprents samlede produktion. De er meget varierede i deres udtryk, der veksler fra det forholdsvis enkle med en eller to farver til en mere maksimal tilgang med talrige farvelag, som er påført stenen med fedtholdig flydende tusch i laveringer, der både forekommer spontane og styrede. Den grafiske arbejdsmetode, hvor hvert lag farve påføres og trykkes for sig, afspejles i maleriernes stadig mere komplekse struktur.
Det kan være lidt at en udfordring at sætte ord på nonfigurativ kunst, hvis primære karaktertræk netop er at være uformuleret med et udtryk, der ligger langt fra vores almindelige talesprog. Og når man så står og skal holde en åbningstale for Hansina Iversen, er man ekstra påpasselig, for kunstneren er ikke meget for det til tider opskruede sprog, der anvendes om billedkunsten - ikke mindst den nonfigurative.
Hansina har selv gentagne gange nævnt stilhed som en kvalitet, når hun er spurgt om hvordan hun selv ville ønske, at hendes værker blev modtaget. - Hvis bare beskueren kan stå stille lidt foran et billede og lade roen falde på, så er kunstneren tilfreds.
I kunsthistoriens kassestrukturer har impressionismen lidt uretfærdigt fået tildelt rollen som en form for sandhedens apostel, en lettere bleg og sjælløs nedfælder av øjets tilfældige registrering. Har man oplevet impressionisternes malerier på Musée d´Orsay, ved man hvor ufortjent den karakteristik er. At konkretisere lysets flygtighed kræver en radikal og i grunden ret så abstrakt tankegang og impressionisternes billeder er også meget mere maleri end de er kopi. Monets spejlinger er penselstrøg, der på mange måder ses befriet for deres motiviske funktion. – På trods af, at Hansina Iversen stilmæssigt placeres i slipstrømmen fra den amerikanske skole af efterkrigstidens colorfieldkunstnere og selv om vi befinder os langt fra en naturalistisk tankegang, er disse værker impressionistiske af natur. - De enkelte arbejder har ikke individuelle titler, hvilket understreger deres sammenhængende karakter; ikke som serie, men som dele af et livsværk. Flere steder er det som om billederne griber ind i hinanden med strøg og strukturer, der minder om, citerer og spejler hinanden, som var de dele af et og samme billedrum.
Som da Renoir placerer dele af sine motiver ude i billedets kant, hvormed malerierne fortsætter ud i usynligheden eller som da Ravel med sine kaskader af høje klavertoner maner frem vanddråbens lysprisme. Således er The Transient et univers af lysholdige strukturer med rum og mellemrum, der flimrer for øjnene som bladene på træerne, når vi ser dem i modlys.
Tak
Kinna Poulsen
