Han er ikke nogen novice, digteren og billedkunstneren, Tóroddur Poulsen, hvis lyriske debut ligger tilbage i 1984. Dengang udgav han digtsamlingen Botnfall (Bundfald) - den første i et vægtigt forfatterskab, der indtil videre har resulteret i 42 udgaver med lyrik og prosa. Tóroddur Poulsen har i 25 år været bosiddende i Danmark, men har alligevel skrevet bøgerne på sit færøske modersmål, lige som et par stykker er udgivet med danske oversættelser eller i dansksprogede opsamlinger. Grunden til, at forlaget Politisk Revy nu præsenterer Tóroddur Poulsens nye digtsamling, Valseværk som en dansk debut er altså, at bogen rent faktisk er den første og hidtil eneste, som Tóroddur Poulsen har skrevet på dansk. Valseværk udkom nogenlunde samtidig med BOND, der er udgivet på det færøske forlag Sprotin og selv om der er store forskelle på de to udgaver, er der også ligheder eksempelvis på omslaget, som i begge tilfælde synes omhandle den for tiden noget uglesete maskulinitet.
Omslaget på Valseværk er et uddrag af et litografi, som Tóroddur Poulsen har fremstillet i Steinprent, Færøernes Grafiske Værksted i Tórshavn. Da billedet er bøjet i en for- og bagside og iøvrigt kun vises i uddrag, er det ikke så let at se, at det skønne sorte, violette og blå billede rent faktisk forestiller en båd indeholdende en stor, strunk og ensom erektion. Litografiets titel er da også Solitude, der som bekendt betyder ensomhed og som får vores indre nynnen i gang med Billie Holidays stemme og Duke Ellingtons toner: “In my solitude you haunt me / With reveries of days gone by..”.
Indledningsvist møder vi digterjeget, der siger sig ikke vide hvad ”han” har gang i, men at han til tider kigger ud et lille vindue. Dette koøje er vores åbning ind i det valsende værk, den nyeste variant i Tóroddur Poulsens lyriske univers, der straks forekommer bekendt med sin særlige håbefulde og salte havsuppeblanding af sømænd, skovfugle og digte, der glimtvis åbenbarer hele den sanselige og kortvarige eksistens, som vi drømmer og skaber, imens lyset brænder hastigt ned og mørket ivrigt kærtegner os. Der er ganske mange digte, der handler om at komme i havn og en tør advarsel om, at når man først har sat trillebøren fra sig, er alle grave fyldt. I et andet digt frabeder jeget sig høreapparat, da det ikke ønsker at høre døden komme.
Stadigt opløses digterjeget og bliver enten en del af sin mor igen eller søn til et træ. Interessen for miljøets ve og vel kan næsten forekomme helt posthuman og nymodens, men har rent faktisk været del af Poulsens digte helt fra begyndelsen. Det samme er gældende for stilen, der skifter imellem virkelighed og det surreale og hvor læseren bestandigt overraskes af uventede forløb og spring, der ikke overholder virkelighedens fysiske betingelser, men som derimod sprænger kronologi, personer, sted og tid.
Titlen Valseværk er typisk for Tóroddur Poulsen i og med, at den er flertydig med flere konkrete og billedlige betydninger. Rent faktisk er et valseværk jo en form for anlæg, hvori noget forarbejdes ved valsning, eksempelvis et anlæg, der fremstiller plader, stænger eller brugsgenstande af metal. At valse er en forholdsvis almindelig fremgangsmåde inden for stålindustrien, men vi kan også danse, når vi valser. Sidst men ikke mindst er et valseværk et andet udtryk for et litografi med henvisning til valsen eller den rulle, som litografen ruller hen over den litografiske sten som del af den litografiske proces. I flere digte knyttes sømandsliv sammen med netop litografi – det er flere steder styrmanden og litografen, der taler sammen, imens det er noget sværere at komme i kontakt med kaptajnen, der har vagt på broen. Sammenstillingen kan forekomme mærkelig eller uventet, men præges af et materialemæssigt sammenfald, der er typisk i Tóroddur Poulsens digte. For både styrmandens og litografens professioner bæres oppe af vand og det i en helt konkret forstand. Styrmanden styrer som bekendt sit skib i søen, imens litografen ligeledes er ganske afhængig af vand i skabelsen af litografiet, der er baseret på det kemiske princip, at fedt skyr vand. Sammenstillingen præsenteres med en drømmeagtig selvfølgelighed – drømmene udgør fremdeles en betydningsfuld del af Tóroddur Poulsens materiale og metode.
Et af digtene handler om en udfordrende vals i mudder, hvor de senere sad i hestesko og sprængtes indeni – det var dengang digterjeget var ti år, men da han var fjorten, var han i virkeligheden tyve år. Dansen slutter på et glohedt kældergulv, hvor en væltet kulspand siger, hvad du kan blive hvis du fyldte den med vand. Det lyder jo ganske abstrakt, men digtet på side 13-14 er som så mange af de andre digte i Valseværk en form for levnedsbeskrivelse, der i grunden er let at forstå, især hvis man har læst andre værker af Tóroddur Poulsen. Digtet lægger ud med at konstatere, at valsen eller livet var udfordrende. Siden skifter digtet til datid med en tilbageskuende vinkel og erindringer om folkeskoletiden. Barndommen fylder godt i Poulsens kunstneriske univers - også barndommens fortællinger om himmel og helvede. Til sidst i digtet bliver der vendt om på ordsproget om, at der er koldt på toppen, hvilket leder digterjeget videre ind i en kælder, hvor der er glohedt som i helvede. Billedsproget består af håndgribelige hverdagselementer og materiale som mudder, en spand, kul og vand, imens de surrealistiske spring og uventede sammensætninger skaber flertydige eksistentielle billeder i læseren. Og midt i drømme og digte om at dø, står det urolige jeg op på grund af en uhyggelig drøm om, at nogen har slugt et kompas nordvest for opvæksten, men beroliges af duften af bøgetræer og kronhjorte og lægger sig derfor ned igen for at sove.
Valseværk er en stærkt underholdende og rørende bog, som jeg håber vil blive læst i landet med bøgetræer og kronhjorte, hvor digteren og billedkunstneren Tóroddur Poulsen hidtil har fået for lidt opmærksomhed.
denne
udfordrende
vals i
mudderpølen
senere sad vi
i hestesko
og sprængtes
indvendig
da jeg var ti
var jeg tolv
men da jeg
var fjorten
var jeg tyve
det er varmt
på toppen
når du står
på hovedet
men det
gør du ikke
du kravler kun af sted
på det glohede kældergulv
hvor den væltede
kulspand
fortæller dig
hvad du kan blive
hvis du fyldte den med vand
(Skal læses i sin helhed i digtsamlingen Valseværk, side 13-14. Forlaget politisk revy)
