Á heimasíðuni Norden.org eru tilnevningarnar at fáa Bókmentavirðisløn Norðurlandaráðsins almannakunngjørdar. Føroyska uppskotið er yrkingasavnið Gudahøvd eftir Jóanes Nielsen. Hetta er sættu ferð, Jóanes Nielsen er tilnevndur hesa virðislønina, tað var hann eisini í 1988, 1994, 1999, 2004 og í 2013.
Vinnarin av virðisløninini fær 350.000 krónur 30.oktober í norsku operuni í Oslo. Føroyar hava ikki vunnið síðan Rói Patursson fekk virðislønina fyri Líkasum í 1986.
Gudahøvd verður lýst á Norden.org:
Den på en gang primitive og storslåede titel er betegnende for stemningen i Jóanes Nielsens tiende digtsamling Gudahøvd(Gudehovud, oversat til nynorsk af Lars Moa, upubliceret). Det samme er afsættet i den prosaiske verden, der er gennemgående i Jóanes Nielsens lyriske produktion. Det er fem år siden Jóanes Nielsen sidst udgav digte, men ind i mellem har han skrevet både teaterstykker og romaner.
Bag illustrationerne i bogen står Jóanes Nielsens partner, Rannvá Holm Mortensen. Det er ekspressive og enkle linoleumstryk, som passer til bogens stemning og stil.
Det er et slidt digterjeg i en slidt verden, vi møder i mange af digtene, en halvgammel digter, vi kan genkende fra andre tidligere digte, der med lige dele humor og dødsforagt registrerer kroppens aldersbetingede slitage og legemets gradvise forfald. I digtet “Prostataherrerne” forekommer der en næsten surrealistisk beskrivelse af, hvad der er en realitet for mange mænd med prostataproblemer, der vågner hver nat gentagne gange for at gå på toilettet.
“Du kan sjå dei overalt
herrane med prostataproblem.
Tre, fire gonger kvar natt går dei på klosettet
viss urinen frå dei vart samla i reservoar og sidan sleppt ut
hadde det vore snakk om ei fleire tusen tonn tung bølgje
ein sur, nådelaus brottsjø
av forgjengelegdom...”
Kroppen har i mange år haft en næsten demonstrativ plads i Jóanes Nielsens digte, og her er der ikke tale om et skønt, idealiseret åndens tempel, men om det forgængelige, seksualiserede og animaliserede legeme. Vi ligner dyrene, og i et digt stilles spørgsmålet, hvorvidt “du”, altså vi, der læser, har set vores kone forrette sin nødtørft; det gør hun som hunden eller rotten. Men der er ingen reservation i denne beskrivelse, tværtimod er det dyriske præg netop en af grundene til, at digterjeget elsker sin kone.
Forgængeligheden er disse digtes vigtigste brændstof. Flere af dem handler om at digte og at leve, og holdningen er eksistentialistisk, men med opmærksomheden rettet mod alt levende, både når det handler om en lille norsk fugl, der flyver ind i en rude i den lille bygd Norðdepli, og den voksende ensomhed, der hører med til digtertilværelsen, eller de mange venterum, hvor man venter på nye organer, småkager eller bare livet og døden.
Ind i mellem digtes der om en syg og slidt planet – som er det selve tilværelsens fysiske grundlag, der smuldrer under digterjeget og afslører en eksistentiel forbundethed:
Om vi har to eller to hundre hundeslag
eller om jorda slenger av seg ein ti tusen år
kva så? Vi klarer oss også utan blåbær
lønnetrea
og angen av tulipanar.
Sædbankane har for lenge sidan overtatt fedrane si rolle.
La oss snakke rett frå levra:
Ein sjuk planet
roterer like godt som ein grøn av sorten.
Under de fandenivoldske formuleringer er holdningen klar. Digtet om de smørelskende brødre Price får en uventet vending, da det indholdsmæssigt skifter fra kulinarisk madlavning til en poetik, der kræver, at digtet er modigt nok til at kaste sig ud fra fjeldet, hvilket kræver tillid til de poetiske engle. Når det så sker en gang i mellem, at englene ikke møder op, så falder digtet ned og slår sig slemt og må spise magnyler imedens brødrene Price smager den kongelige sauce til.
Der fornemmes en særlig fortælleglæde i Jóanes Nielsens digte, der næsten minder om små koncentrerede romaner med store historier og livsanskuelser fra en svunden tid, alt imens de agerende personer forekommer mærkelig præsente og til stede lige her og nu. Dette gælder f.eks. digtet, hvor en strømafbrydelse resulterer i et særpræget besøg, da de to trosfæller og reformatoriske hovedpersoner, Luther og Melanchton, giver sig til kende hjemme hos digterjeget. Der er flere af den slags luftige perler i digtsamlingen, der hver på deres måde formulerer livets betingelser og sammenhænge. Helvede er på jorden, og Gud eksisterer ikke, men alligevel bedes der til ham, fordi:
“Herre
vi som har fjerna helvetet på den andre sida av døden
maktar ikkje å rydde av vegen helvetet på denne sida av døden
