I Steinprent hænger der i øjeblikket fire litografier, der alle forestiller tilsyneladende henførte kvinder, der er placeret ved vand eller direkte i det våde element. Litografiernes skaber, den danske billedkunstner, Mie Mørkeberg har allerede forladt Steinprent, Færøernes Grafiske Værksted, hvor hun har haft et yderst koncentreret arbejdsophold på fem dage efter aftale med Glostrup Kunstforening. Det er Mie Mørkebergs første arbejdsophold på værkstedet ved den gamle bådehavn i Færøernes hovedstad.
De fire tryk udgår motivisk fra nyere malerier, men i og med, at teknikken er så anderledes som den er, er der naturligvis stor forskel mellem malerier og tryk. For sidstnævntes vedkommende er de præget af et fascinerende modsætningsforhold imellem meget og intet, hvor det meste af billedfladen præges af mange lag farve, imens papiret andre steder står nærmest rent. Dette er eksempelvis gældende for billedet, der ses øverst her af en kvinde, der bøjer sig ned på hug, imens hun strækker sine hænder og sænker sit ansigt ned i vandet og hvor hendes lår, bagdel, nakke og overarme blot defineres af en lyseblå stregtegning, der bliver orange, da den kommer ned under vandoverfladen. Det er helt tydeligt, at Mie Mørkeberg har en god fornemmelse for hvad litografiet kan og at hun tilsyneladende kender teknikkens muligheder. Hun får det maksimale ud af de mange lag farve, der giver billedfladen et intenst, næsten taktilt præg, som var der tale om et billedtæppe eller en velourflade. Op imod denne næsten luxuriøse farveflade, er det som om, at de førnævnte dele af billedfladen, der står uden farve, danner en negativ form, som forekommer næsten abstrakt. I et andet tryk ligger en kvinde i vand som en flydende Ophelia således, at kun hendes ansigt er synligt. Også her oplver vi en modsætning mellem frodighed og tomhed; her er det ansigtsformen, der dannes af et farvemæssigt tomrum. Herudover bugner billedet af farver, af skønhed og frodighed med blomster, åkander og planter, der omkranser ansigtet som de skønneste ornamenter, der gror op af den mørke understrøm - det er drømmeagtigt som i sangen Floating into the night af Julee Cruise, Angelo Badalimenti og David Lynch, der blev brugt til Twin Peaks - nyromantisk er det, sødt og beskidt, befriende og klaustrofobisk.
Mie Mørkeberg er taget hjem til Danmark igen, men mon ikke hun kunne finde på at vende tilbage til Færøerne og Steinprent en anden gang? Det håber jeg!
Kinna Poulsen
