Tale ved åbning af Bárður Jákupssons udstilling på Nordatlantens Brygge 24.august 2018
Løgið sum grasið er høgt fyri mær
ið liggi á grúgvu í bø,
nígi eg meg so djúpt sum eg kann,
mín verð veksur stór og høg
Således lyder de første verslinier af Tom Kristensens kendte digt, Græs i Karsten Hoydals oversættelse. Digtet er baseret på det særlige perspektivskifte, der sker, når man som barn ligger i græsset og føler verden tårne sig op omkring en som et nyt, ukendt og anderledes univers. Som barn er man måske endnu modtagelig for tanken om alternative universer, for man har stadig ikke nået til den voksne illusion og vildfarelse, at kunne overskue lige dét univers, man er født ind i. I digtet kalder den grønne verden og med svaret sker der endnu et pludseligt skift, da det lille digterjeg vurderer sig selv at være for stort til at kunne følge stemmen, der kalder.
Der er flere grunde til, at jeg i min tale ved Bárður Jákupsson fernisering i Nordatlantens Brygge lægger ud med det lyriske. Den mest åbenbare af disse har med poesiens betydning for hovedpersonen at gøre. Den er gennemgribende. Hvadenten det drejer sig om hans berømte veneration for Bellmann, som blandt andet fremgår af Per Kirkebys bog, Rejsen til Færøerne, eller det handler om færøske og danske, modernistiske digte, så har lyrikken udgjort en af grundsøjlerne for Bárður både som menneske og billedkunstner. Han har jo også fortolket poesien i mange bogomslag til digtsamlinger af bl.a. Steinbjørn B.Jacobsen og Heðin M.Klein. Det islandske ord for poesi er ljóð altså lyd med vægt på lyrikkens lydlige kvaliteter, som i den grad optager Bárður Jákupssons musikalske sind. Han er en fremragende sanger – det er en fornøjelse at høre ham synge Bellman med en hukommelse som få, og som også gør ham i stand til at recitere digte udenad.
Bárður Jákupssons samlede virke er stort og varieret. Det omfatter store udsmykninger, bittesmå frimærker, samt humoristiske og herlige børnebogsillustrationer – Hin snjóhvíti kettlingurin/ Den snehvide kattekilling fra 1972 er en af mine yndlingsbøger og rent faktisk en af de allerførste bøger, jeg husker, ikke mindst for de fine tegninger.
Det er 15 år siden, Bárður Jákupsson holdt op som leder for Færøernes Kunstmuseum for at hellige sig maleriet – det var ellers noget, som han i forvejen havde beskæftiget sig en hel del med, men nu fik han endelig lov til at fokusere helt og aldeles på sit eget værk. Han havde på det tidspunkt i en menneskealder arbejdet med at formidle andres kunst, hvilket han gjorde overbevisende med udstillinger, bøger, tv-udsendelser med mere. Der er tale om en en grundlæggende pioner-indsats på området, som ganske har lagt grundlaget for udviklingen af færøsk kunst, der i dag næsten koger over af talent, af originalitet og af muligheder. Der er ikke tid til at nævne alle de mange af Bárður Jákupssons bedrifter, men det er for eksempel hans fortjeneste, samt samarbejdet med Jan Andersson, der er årsagen til, at Færøernes Grafiske Værksted, Steinprent nu ligger i Tórshavn og er blevet et umisteligt midtpunkt for kunstmiljøet på Færøerne.
Dengang for femten år siden sluttede Bárður med et brag af en udstilling, der fyldte hele kunstmuseet. Jeg husker det som var det i går, da jeg gik igennem den enorme udstilling med 87 værker – jeg følte det som om jeg blev væltet omkuld af styrken i disse billeder. Siden har Bárður haft flere store udstillinger både på Færøerne og i udlandet og nu hænger hans værker her på Nordatlantens Brygge.
Bárður Jákupsson er en gudsbenådet formidler og fortæller. Og selv om teksterne, der er skrevet om ham, er meget interessante og givende, så er det hans egne fortællinger, der har givet mig de bedste nøgler til at forstå hans værk. De fortæller mig, at disse billeder er skabt med udgangspunkt i sansede erfaringer fra barndommen - erindringer om fuglesang i fjeldet, den solvarme brise på kinden eller duften af det regnvåde græs, som ganske tydeligt fornemmes i billederne. Centralt står den svimlende oplevelse i en lille båd på havets bundløse dyb, beliggende under en høj klippekyst, hvis takker står i dramatisk silhuet imod aftenrøden. En oplevelse og et skift i perspektiv, der ligger som grund til de storslåede malerier, hvis vældige billedflader er rytmisk opdelt af vertikale formationer med dynamiske mønstre på skrå i heftige spektralfarver, der balanceres af køligere blåtoner og jordfarver.
Selv om Bárður Jákupssons koloristiske og ekspressive værker tager motivisk afsæt i barndommens landskaber, giver de en fornemmelse af nutidighed og spontanitet. Og denne oplevelse har altså lige så meget med maleri at gøre som med natur, for det er Bárður Jákupssons maleriske begavelse og kunnen, der gør ham i stand til at omsætte sanselige naturoplevelser til storslået samtidsmaleri, der jo også passer til moderne udstillingslokaler som disse med betonvægge.
Et af Bárður Jákupssons kunstformidlingsmæssige hovedværker er bogen om hans gode ven, billedkunstneren Tummas Arge/Tommy, der desværre døde i en ung alder som 36 årig. Bárður konkluderer, at Tummas Arge repræsenterer en ny og anderledes dristighed i færøsk billedkunst. Bárður formulerer det på en interessant måde, som måske også siger noget om hans egen praksis. Jeg citerer: ”- Han drog længere op i fjeldene til bjergtopperne, ned i græsskrænterne og ind i bjerget, hvor lunderne holder til. Det var Tummas, der viste os det vide og vilde fjeldunivers. Det færøske terræn blev i hans billeder motiv på en ny måde – stenblokke og ral, sand og grus, mos og lyng, sorte jordklipper og hvidstenslav, lysende snedriver. Den storslåede og stenede struktur, vævet af bjergsider, kløfter, og klippeblokke…” Citat slut. (s.125 i bogen Tummas Arge. Listasavn Føroya 1998). Bárður lægger her vægt på, at det er det ændrede perspektiv, perspektivskiftet med sanserne nede i selve grundmaterialet i landskabet, der giver det nyt motiv.
Og det er jo lidt på samme måde som når vi ligger med næsen mod jord i græsset eller befinder os i en båd og klipperne rager dramatisk op mod himlen. Det er et skift i perspektiv, der udløser en mental frisætning af abstraktion og fantasi og en kunstnerisk åbning mod alverdens muligheder.
GRÆS
Græsset er underligt højt for mig,
som ligger med Næsen mod Jord.
Bøjer jeg mig saa dybt som jeg kan,
vokser min Verden sig stor.
Under de grønlige Spidsbueporte
standser jeg. Her vil jeg staa.
Tør ej gaa vild i det lysende Mørke!
Tør ej gaa vild mellem Straa!
Inde i Straaenes dæmrende Haller
er der en Stemme, som vaagner og kalder
et stigende: kommer du nu,
kommer du, kommer du, kommer du nu,
du nu.
Og som Svar
toner en klar
underbar, drengeklar Stemme i mig:
Endnu ej, nej! Endnu ej, nej!
Men naar vit Vanvid er omme,
naar mine Drømme om Storhed er omme,
da vil jeg komme, da vil jeg komme,
da er jeg lille og lykkelig nok.
Kære Bárður – hjertelig tillykke med udstillingen – Tak til Bryggen for at jeg fik lov til at åbne denne udstilling og tak til jer allesammen for at lytte.
