SPOR - Åbningstalen

Jóhan Martin Christiansen
Nordatlantens Brygge 19. maj 2017

af Maria Bordorff

Jeg har glæden af at skulle sige et par ord her til åbningen af Jóhan Martin Christiansens udstilling SPOR. Som flere måske allerede ved, blev den jo vist på Færøernes Kunstmuseum, Listasavn Føroya, i Tórshavn i efteråret - og hovedparten af værkerne er produceret til dertil. I sin københavnske udgave her på Nordatlantens Brygge tager det sig noget anderledes ud, det er blevet lidt mere kaotisk, mere dramatisk og måske ligefrem teatralsk, ligesom der er kommet en række nye værker med også. Men det skal jeg vende tilbage til. For jeg vil egentlig gerne starte et andet sted. Nemlig ved Jóhans afgangsudstilling fra Malmö Konsthögskola i 2014.

For mit vedkommende var det første gang, jeg stiftede bekendtskab med Jóhans praksis - og det er ikke fordi, jeg skal dvæle så meget ved det lige nu, men noget af det, Jóhan arbejdede mere indgående med dengang, og som har sat sit spor i hans kunstneriske virke siden hen, var Goethes farvelære, som, kort skitseret, består i at øjet og hjernen ikke er passive modtagere af indtryk, men medskabere af en slags efterbilleder af det sete. Konkret kan det illustreres med det, som sker, når vi efter at have betragtet en farve, ser mod en hvid væg, hvorpå komplementærfarven dannes.

Tanken om efterbilleder og om øjet som et aktivt, medproducerende, sanseinstrument danner grundlag for den måde, Jóhan har arbejdet på i de sidste par år, og det er også essentielt for udstillingen her, hvor spor eller aftryk af for eksempel færøsk natur har indlejret sig i materialernes overflader, som så bliver til nye billeder med nye associationsrækker, afhængigt af øjet der ser.

Langt størstedelen af værkerne er produceret på Færøerne, hvor Jóhan opholdte sig det meste af sidste år for at arbejde på udstillingen. I et interview, som jeg lavede med ham til Kunstkritikk i den forbindelse, fortalte han, at det var vigtigt for ham at rejse tilbage og arbejde med sin praksis der, hvor han er vokset op og spille ind i den færøske kunsthistorie, som handler meget om natur, og som langt hen af vejen består af abstrakte malerier, med udgangspunkt i landskabet. På den måde kan man godt betragte Jóhans værker som en form for landskabsbilleder også.

De store tekstilværker, som vi er omgivet af her i stueetagen, forskellige typer af indfarvet stof, bomuldsklude, lagener, pudebetræk, syet sammen i trekantede kompositioner, fik, som de hang på Færøernes Kunstmuseum - hvor udstillingsrummet er markant højere - karakter af stejle bjergskråninger, eller sejl. De er farvet med te og blæk og har tørret udenfor, hvorfor vind og vejr har sat sine aftryk, ligesom man på nogle af dem kan ane linjerne fra de tørresnore, de har hængt på.

Men der er jo knap så meget bjergtagende landskab over værkerne, som de hænger i udstillingen her. Man får måske snarere, tænkte jeg i hvert fald, fornemmelsen af netop at bevæge sig ind igennem vasketøj, det er hængt til tørre, hvor der imellem lagene opstår nogle huleagtige rum, nogle gemmesteder, som her ved filmværket, der bærer titlen Skjulte Ansigter, som Jóhan har lavet i samarbejde med teaterinstruktør Christoffer Berdal. Der opstår en form for scene her, hvor tekstilværkerne får funktion af scenetæpper og arkitektoniske dele, der indkapsler og opdeler rummet.

De er kommet ned i højde og lægger sig i folder på gulvet, ligesom videoværket er blevet et stående element frem for at være projiceret mod en væg i et adskilt rum. Med andre ord er den distance, der var i den luftige og svævende installationsform i Tórshavn skiftet ud med nærhed og intimitet og et større samspil mellem værkerne og de to danseres bevægelser i stoffet i filmen.

_

I føromtalte interview spurgte jeg også Jóhan, hvad der ville komme til at ske, når han kom tilbage til København efter et så intensivt ophold på Færøerne. Han svarede, at han ønskede at bevare den forbindelse mellem landskabet og værket, som han havde fået etableret deroppe - men at det kunne være interessant at forsøge at integrere det urbane og naturen i hinanden. Og det gør han jo netop på udstillingen her, når han lader nye værker, produceret i København, hænge side om side med værkerne fra Færøerne og sammen skabe et udtryk.

Af tekstilværkerne adskiller de nye sig ved at være af et mere fragilt og let transparent stof, og så er de blevet til indendøre i Jóhans atelier. Det er altså ikke barske, nordatlantiske vejrhold, som har præget dem, men lysstofrør og et lidt lukket, halvkøligt indeklima af den slags, man typisk finder i kældre og garager, hvor de fleste kunstnere her i byen har deres værksteder. De er en slags efterbilleder af kunstnerens atelier, kan man måske sige, som jo også er, om ikke en natur, så i hvert fald et miljø.

Da jeg for nyligt besøgte Jóhan i atelieret, sagde han, at de nye værker er mørkere end de andre. “De er måske ligefrem noget af det mest politiske, jeg har lavet” - citat Jóhan. Og det her med det politiske er jo noget, vi har talt om før, Jóhan og jeg. Hvornår er noget politisk? Det er et komplekst spørgsmål, som jeg ikke har tænkt mig at forsøge at svare på nu. Men hvis man skal pege på noget ved udstillingen her, som kunne understøtte en fornemmelse af, at noget politisk trænger sig på, så er det, at der er kommet nogle mere kropslige, mere kødelige værker til. Jeg tænker her især på de stumper af gipsafstøbninger af Jóhans eget ben, en fod, et skindeben og et knæ, som indgår i, hvad der kunne minde om en slagmark - eller et efterkrigsbillede - i udstillingsrummet ovenpå.

Déroppe udspiller sig en kaotisk og tildels også ret dramatisk scene af liggende og stående skulpturværker i gips om rustent armeringsjern. Blandt andet er de afstøbninger af fundne materialer som bølgeblik og pap, med spor fra den jord, de har ligget på i form af græstotter eller folder fra et plastikunderlag, som har lagret sig i den størknede gips. På Færøernes Kunstmuseum var der flere, som bemærkede, at de lignede krigere, de her skulpturer, at de var karakterfulde. Måske ligner de også trolde eller fugleskræmsler med deres kviste strittende ud til siderne eller divaer pyntede med fjer og charmeklude. Måske noget helt andet.

Det her med at værkerne ligner noget, at der opstår nogle billeder i deres taktile, materialepoetiske kvaliteter, er noget, der i høj grad optager Jóhan. Til gengæld er det ikke afgørende, hvad det er, vi ser. Måske synes man, at en af skulpturerne ligner et fugleskræmsel ja, måske ser man en religiøs reference i reliefferne derovre, som med deres linjer af aftryk fra plastiktape bliver en slags skrifttavler, eller en kunsthistorisk reference, som der i øvrigt også er masser af i Jóhans praksis. På den måde er det en udstilling, hvor det er sanserne mere en tankevirksomheden, som skal på arbejde.

Til slut vil jeg egentlig bare sige tak til Jóhan for en flot udstilling. Og så synes jeg, vi skal fortsætte fejringen af, at den er åbnet her på Nordatlantens Brygge.

Tak.