Olaf Johannessen heldur áfram sína sjónleikaraligu sigursferð

Ummælararnir eru eitt sindur ymiskir á máli viðvíkjandi leikinum Puntila, sum í løtuni verður framførdur í kongaliga leikhúsinum í Keypmannahavn. Onkur ummæli eru positiv, onnur meira ivasom. Men allir ummælararnir eru samdir um dygdirnar hjá høvuðsleikaranum. Hann er Havnamaður, tað er Olaf Johannessen, sum hevur havt eitt satt sigursár í Danmark í 2015 við fleiri stórum leiklutum, sum hann hevur verið almikið róstur fyri. Í summar fekk hann størstu sjónleikaraviðurkenningina, tá Reumert heiðurslønin varð latin honum fyri innsatsin í heili trimum leikum Samtale før døden og Mefisto í Betty Nansen Teatret, Heksejag í Det Kongelige Teater. Vit hava eisini sæð hann í sjónvarpsrøðini Broen III. Jakob Steen Olsen fegnast um Puntila, sum fær 5 stjørnur í Berlingske Tidende. Staffan V. Holm leikstjórnar leikin hjá Bertholt Brecht og tað ger hann sera væl sambært Jakob Steen Olsen: “Det er international klasse og en brillant afslutning på en iscenesættelse, der helt forrygende spiller Brecht som begavet farce. Stramt eksekveret i scenograf Bente Lykke Møllers (finske!) kasse af finér, men ligeså sprælsk og modig inden for rammerne, som man kunne ønske sig. Verfremdungsteknikken – Brechts små tricks til at holde tilskueren fra at synke ned i illusionen – udvidet til at omfatte hele forestillingen. Jakob Steen Olsen rósar sjónleikarunum og skrivar síðani: “Og så er har vi gemt det bedste til sidst: Olaf Johannessen i karakterkomisk festhumør som en skarptsleben, uberegnelig Puntila. Når han er fuld: Lutter store armbevægelser og snublende gummiben, men også vitalt vindende bag butterflyen. Når han er ædru: Iskold, snerrende magtbrynde. En imponerende præstation. Hvem havde i det hele taget troet, der var så meget skæg og svie i stivstikkeren Brecht, i hvert fald, når Holm byder op til en formidabel finsk tango? Skål for det. Og resten i såret.” Klaus Rothstein fer heilt upp frá í sinum ummæli, hann skrivar: “Sjældent, måske aldrig, har jeg set så blæret en præstation på en dansk scene, som den Olaf Johannessen viser som den fordrukne storbonde Puntila. Han er forestillingens helt dominerende attraktion. Men også dens (lille) problem, fordi Lars Ranthe, der har den næststørste rolle som Matti, Puntilas chauffør og måske kommende svigersøn, kun i en enkelt scene får mulighed for at folde sit talent ud, men ellers bare blegner i et selskab, som det er fuldkommen umuligt at leve op til. Det var ikke noget tilfælde, at kollegerne gav Olaf Johannessen et puf fremad under publikums stående klapsalver...”. Yvirskriftin á ummælinum í Jyllands-Posten sigur alt, hon ljóðar soleiðis: “Olaf Johannessens aften”. Jonas Gudmand skrivar á Ungt Teaterblod, at høvuðsleikluturin hjá Olaf Johannessen er nakað av tí mest sannførandi, hann hevur upplivað. Mona Dithmer gevur leikinum fýra stjørnur í Politiken og skrivar: “Det er en mesterlig balancegang, sådan som denne Puntila ikke alene kan styre sine fordrukne fødders faretruende dans hen over gulvet med en søvngængers sikkerhed, men snart være menneskesårbar med våde hundeøjne for så efter bare to kopper kaffe at bide fra sig som brutal schæferchef. Det er Johannessen, der sikrer intensiteten, når den ellers skarpe og hammerpræcise instruktør Staffan Valdemar Holm lader sig gribe for meget af rusen, glemmer farcen og lader malkepiger og godtfolk køre tomgang. Men Holm har som altid et stærkt greb om dramaet som helhed – her løfter forestillingen sig tårnhøjt over dansk normalstandard..”.

Hjartaliga til lukku, Olaf Johannessen, vit eru errin av tær.