Torsdag d.13.januar klokken 18 åbner udstillingen Un éclat de soleil med færøsk billedkunst i Lebicolore i Danmarkshuset i Paris med værker af Ingálvur av Reyni, Zacharias Heinesen, Hansina Iversen og Rannva Kunoy. Kurator er Kinna Poulsen. Udstillingen arrangeres i samarbejde med den danske ambassade i Paris, Færøernes Kunstmuseum og det færøske udenrigs- og kulturministerium.
Udstillingen er en præsentation af færøsk maleri med fokus på lysforholdene i henholdsvis samtidskunsten samt den mere klassiske del af færøsk billedkunst, hvori lyset har spillet en central rolle. Helt fra de allerførste nationalromantiske landskabsskildringer, malet af selvlærde kunstnere - har lyset gennemstrømmet færøsk maleri, hvilket har sin geografiske forklaring på grund af landets nordlige placering, men rent faktisk er det strålende lys og de klare farver i færøsk maleri også påvirket af fransk billedkunst via Kunstakademiet i København, som i mange år var stedet, hvor de færøske billedkunstnere fik deres uddannelse. Her var det, at de oprindelig fattede interesse for Paris, hvortil datidens kunstprofessorer og kunstnere valfartede for at studere de franske forbilleder. Blandt disse var professor Aksel Jørgensen, som med inspiration i impressionistisk maleri og især Paul Cézannes idéer udviklede et teoretisk funderet koloristisk flademaleri, der fik en umådelig stor betydning for den spirende færøske billedkunst og grundlagde en særlig glitrende kolorisme, der stadig gennemstråler færøsk maleri.
Udstillingstitlen stammer fra barokdigteren Thomas Kingos salme Som den gyldne sol frembryder, hvor sollysets glans får styrke og relevans af det omkringliggende mørke. Ingálvur av Reyni (1920-2003) var stærkt optaget af Paris. Hans kunstneriske rødder udgår fra bl.a. Cézanne og Matisse og senere også fra Solulages, hvilket han også nævner i portrætfilmen Svartur Sannleiki (Sort Sandhed) fra 1999, hvori han vandrer rundt i Paris, imens han gør sig nogle tanker om byens store betydning. Men derudover er denne vigtige portrætfilm, der også er med på udstillingen, bygget op omkring en kunstnerisk krise, hvor vi møder en aldrende billedkunstner, der er kommet i alvorlig tvivl om sit eget livsværk og måske især den lyskraftige del, påvirket af den hidsigt kontrasterende kolorisme, som Axel Jørgensen lærte sine elever på kunstakademiet. Inden for færøsk og dansk kunsthistorie har der været en klar tendens til at følge Reynis egne meninger og især fremhæve de abstrakte sorte malerier omkring århundredskiftet, samt de allersidste monumentale arbejder. I forbindelse med udstillingen, Un éclat de soleil har vi valgt at gå den modsatte vej, idet vi vover den påstand, at Ingálvur av Reyni malede gode værker i alle sine perioder, også i de figurative, lysstærke malerier fra 1940´erne og 1950´erne.
Zacharias Heinesen er færøsk billedkunsts grand old man. Da han for nogle år siden i en tidsskriftsartikel blev spurgt om sine kunstneriske forbilleder, nævnte han Paul Cézanne - det er ikke mindst i Heinesens tidlige produktion, at påvirkningen fra Cézanne fornemmes i en facetagtig opdeling af billedfladen. Siden har han udviklet og fundet sit helt eget udtryk, hvor han især har dyrket motivet med den lille færøske bygd ved det store hav. Han er en central skikkelse i færøsk billedkunst, som har sat sig dybe spor i den færøske kunsthistorie. Hans koloristiske malerier med geometricerede kompositioner over den færøske topografi har på det nærmeste dannet skole inden for færøsk kunst. Selv om Zacharias Heinesen på samme måde som impressionisterne og postimpressionisterne registrerer naturen under skiftende lys- og vejrforhold, så har han udviklet sit billedsprog i en abstrakt retning. Landskabsmotivet forekommer stedvist brugt som en lejlighed til at male farver på en flade efter et bestemt mønster. Ofte er grundfarverne repræsenteret og deres kontrastfarver, hvor gule og røde farvestrøg tænder de blå og grønlige flader, der bygges op lagvis.
Hansina Iversens malerier er nonfigurative med farveflader, der synes bristefærdige af former. Lyset samler sig dels i de rene farver, men skinner også i baggrunden i det hvide lærred, der glimtvis anes gennem de mange farvelag. Disse værker forekommer i det hele taget meget sanselige og kropslige – også i forhold til de dynamiske penselsstrøg, hvoraf vi fornemmer kunstnerens bevægelser. Hansina Iversen laver ikke skitser eller forarbejder til sine malerier. I interviews har hun forklaret, hvordan hun kan tilbringe lang tid foran lærredet, nærmest på spring på samme koncentrerede vis som når en atlet står ved startstregen og venter på et startskud. Ud over al den fart og bevægelse, der fornemmes i såvel penselsstrøg som detaljer, er malerierne omhyggeligt komponeret lagvis med mere og mindre gennemsigtige lag i mere og mindre intense farver, der giver en bølgende fornemmelse af bevægelse og skift alt efter hvor beskueren lader sit blik hvile.
Med Rannva Kunoys del af udstillingen når lyscirklen sit foreløbige højdepunkt med malerier, som i stedet for at indfange naturens eller farvens lys, rent faktisk lyser i sig selv og i det hele taget forekommer uhåndgribelige. Ønsket om at transcendere maleriets fysiske materiale har i mange år været en grundlæggende drivkraft i Rannva Kunoys arbejde. Det foreløbige resultat er malerier, som på trods af deres fysiske karakter, forekommer immaterielle i deres substans. En ujævn markering af værkets kanter giver en fornemmelse af en ramme omkring et enormt billedrum. Billedfladen vrimler af tegn og markeringer, der alle giver en fornemmelse af, at noget er ved at forsvinde eller opstå. I stedet for at afbilde eller afspejle lys, fungerer Kunoys malerier som en slags lys i sig selv, der er resultatet af et særligt iriserende krystalpigment, der skifter farve efter lyset og beskuerens placering i udstillingslokalet. Malerierne opleves derfor bedst, når beskueren bevæger sig foran dem og ser dem skifte farve og karakter. Hermed får maleriet en form for performativ effekt, der gør op med et af maleriets principper at være fikseret i tid og rum.
Un éclat de soleil med malerier af Ingálvur av Reyni, Zacharias Heinesen, Hansina Iversen og Rannva Kunoy, Lebicolore La Maison du Danemark Paris. Kurator er Kinna Poulsen.
