Leygarkvøldið 9.juni var hátíðarhald í danska sjónleikarumhvørvinum, tá Reumert-virdislønirnar vóru latnar. Hæddarpunktið á kvøldinum var, tá Årets Hæderspris var latin og tað gjørdist greitt, at ársins móttakari av virðingarmiklu heiðurslønini (Årets Hæderspris) frá Bikubengrunninum er føroyski sjónleikarin, Olaf Johannessen. Nógvar rósur og lovorð vórðu søgd um sjónleikaran, sum glaður og ovfarin sendi rósurnar víðari til familju sína. Umframt heiðurin fær heiðurslønarmóttakarin 200.000 krónur. Her er røðan, ið varð hildin fyri Olafi Johannessen:
Må jeg begynde med at citere dig for din slutreplik i forestillingen Mefisto på Betty Nansen Teatret for et par år siden. Du sagde replikken med den knivskarpe og lidt sarkastiske diktion, vi kender dig på. Den lød:
”Jeg er jo bare en ganske almindelig skuespiller!”
Du spillede dengang den tyske stjerneskuespiller Gustav Gründgens. Det var en rolle. Men du kunne sikkert finde på at sige det samme om dig selv – lige så slebent og underspillet: ”Jeg er jo bare en ganske almindelig skuespiller!”
Men vel er du ej!! Det er derfor, du står her i aften: Fordi du er alt andet end ’ganske almindelig’. Fordi du er en dybt original skuespiller! Med en enestående karriere i dansk teater. – En karriere, der har ført dig ad krogede og egensindige veje. Hele tiden på jagt efter udfordringer. Du vælger konsekvent det risikable, det udsatte.
Du tilbragte ni år som fastansat på Det Kgl. Teater mellem 1994 til 2004 og derefter gik du nye veje, der bragte dig til andre scener og andre lande…
Du rejste til Færøerne for, sammen med din kæreste Marita Dalsgaard, at spille Carol Rocamoras I take your hand in mine. Vi så dig på Sorte Hest Teatret som en dæmonisk og mystisk skovfoged i Vivian Nielsens Hjorten. Så – op ad trapperne til 4. sal under loftet i det gamle Husets Teater for at spille spansk teater. Og så på Grønnegårdsteatret for at spille Noel Cowards Privatliv – ’med krukket elegance, sleben kynisme og livstræthed’.
Og pludselig ser vi dig midt i travle, succesfulde år forsvinde til Tyskland for at optræde i fire sæsoner på Schauspielhaus i Düsseldorf og derefter i Bochum og Basel. Du indkasserede endda en nominering til en af Tysklands store teaterpriser, Faust-prisen, for hovedrollen i Henrik Ibsens Peer Gynt, en kæmpeopgave. På tysk!
Din bevidste enegang har også i den seneste sæson ført dig til roller og præstationer, som er med til, at du nu skal have vores Hæderspris.
På Nørrebros Teater har vi jublet over Chaplins Diktatoren, hvor du det ene øjeblik er den højt kværnende, heilende demagog – det næste er den jødiske barber, der løber om hjørner med sine forfølgere.
Og på Betty Nansen Teatret var du i Requiem værtshusholderen, der sidder på en bænk og følger sine gæsters ævl om druk og sex og bedrag lige så lidenskabsløst og uanfægtet som en Humphrey Bogart i Casablanca.
Forbløffende, karismatiske skuespillerpræstationer, der bekræfter den enestående rolle du har blandt danske teaterkunstnere.
"En ganske almindelig skuespiller"? Vi spørger bare.
