Frygten og de faste kategorier
/
Peter Carlsen har været i Steinprent på Færøernes Grafiske Værksted, hvor han sammen med værkstedsfolkene, litograf Jan Andersson og Fríða Matras Brekku har produceret en serie litografier. Den 9.juni havde jeg en samtale med Peter Carlsen, der handlede om de nye tryk, men som også berørte emner som danskhed, frygt og faste kategorier.
Peter Carlsen har haft flere arbejdsophold i Steinprent og i 2010 havde han en udstilling i galleriet på første sal, som efterlod et uudsletteligt indtryk på undertegnede. De på én gang sanselige og humoristiske skildringer af den Anders Andske antihelt, Villy, som afbildes med kunstnerens egen fysiognomi, repræsenterer en typisk gennemsnitsdansker af en roligan med ølbajer og chipspose, i kasket eller gammeldags safarihjelm af den slags, der giver associationer til en naiv heltefigur som Tin Tin og som giver fornemmelsen af, at ham Villy er en rigtig eventyrer. Villy både forfærdes og forarges over de skrækkelige skandaler i Ekstrabladet, men læser dem dog grundigt og med stor nydelse, og så holder han af det storladne. For Villy er royal og Villy er selvhøjtidelig, dobbeltmoralsk, materialistisk og så er han ganske tilfreds med sig selv og tilværelsen i sikker forvisning om at befinde sig i centrum for verdens begivenheder. Selv om beskrivelsen ikke er ukærlig, giver Peter Carlsens billeder os et indblik i vores tendens til at forenkle normaliteten til vores egen fordel, mens vi fordømmer dem, der ikke er som vi. Peter Carlsens værker er som det lille spejl på væggen, der afspejler og gennemskuer vores samfund.
Stenene
Efter kunstnerens anvisninger er en stor litografisk sten blevet savet i stykker og forvandlet til flere små sten, der måler nøjagtig 18,5 x 24,5 cm. Og selv om stenene er små, er materialet det samme, som altid bliver brugt i Steinprent - det ville også være mærkeligt andet et sted, der hedder efter det færøske ord for litografi - det er de originale skifersten fra Solnhofen i Tyskland, der anvendes, teknikken er ældgammel og det samme kan nok også siges om Peter Carlsens syv motiver. Mit første spørgsmål til kunstneren handler om den aktuelle serie, som jeg beder ham forklare.
Faste strukturer
PC: Jeg har i mange år været optaget af vores trang til at strukturere vores forståelse af tilværelsen. Den hænger formentlig sammen med vores måde at percipere verden på, og kan udmønte sig i sådan noget som de fire temperamenter, de syv dødssynder eller godt og ondt, det er kategorier, som man opstiller for at få struktur på det, man oplever, så at man bliver tryg ved dem. Det drejer sig om forskelligt, vi ikke kan kapere, såsom eksistensen og naturens mangfoldighed. Det er der jo mange, som føler sig nødsaget til at konstruere forklaringer på. De bliver religiøse og tror på, at nogen har skabt disse ting, for den mulighed, at det drejer sig om et åbent mysterium, kan de ikke rumme. Jeg opfatter alle disse strukturer som menneskeskabte, de kan være mere eller mindre rigide, og de kan være med til at lukke af for vores oplevelse af omverdenen. Det er jo i virkeligheden ikke let at forholde sig åben, det er meget lettere at ty til færdige forklaringer, således at tilværelsens kompleksitet reduceres. Det fænomen interesserer mig, for jeg mener, at kunsten kan være med til at relativere de faste strukturer og hvis et værk kan være med til at sætte spørgsmålstegn ved de kategorier, som vi kører hele vores verden igennem, ja, så synes jeg, at kunsten har en ret god funktion. Jeg har arbejdet med de syv dødssynder i mine værker i nogle år, inspireret af Jan Lindhardts bog om dødssynderne, og så har jeg også arbejdet med grimasser som udtryk for forskellige følelser og sindstilstande og nu har jeg så kombineret de to ting i denne serie på syv billeder.
Dødssynderne
KP: De syv dødssynder er et ældgammelt udtryk for et menneskes principielle oprør mod Gud. Dødssynderne er: Superbia (hovmod), Avaritia (griskhed), Luxuria (nydelsessyge), Invidia (misundelse), Gula (frådseri), Ira (vrede) og Acedia (dovenskab). Hvordan kan et så gammelt religiøst begreb være relevant i en samtidskunstnerisk kontekst?
PC: Jeg har været optaget af dødssynderne i nogle år. Biskop Jan Lindhardt har skrevet om disse synder, der i sin tid blev opfattet som utilgivelige af oldkirken, men som faktisk er opfattet som dyder i dag. Tag eksempelvis sådan noget som liderlighed – det er kun dem uden et sexliv, som vi virkelig ynker, og vrede er jo noget, man skal komme af med eksempelvis i trafikken. Grådigheden er allestedsnærværende, fornogle år siden var der en fjernsynsudsendelse, der hed “Grisk når det gælder”, hvor den mest grådige vandt. Jo mere fritid man kan opnå og jo flere blå drinksm man kan indtage ved swimmingpools eksotiske steder, iøvrigt uden at interessere sig for det sted hvortil man er rejst, des bedre. Dovenskab bliver anset som et tegn på velstand, mens arbejdsomhed eller nøjsomhed ikke vurderes særlig højt. Hovmod har vel altid været der, men det bliver der heller ikke set ned på i dag, de hovmodige er sådan nogle, der har styr på tingene mens man derimod forbinder ydmyghed med sådan nogle underdogs og tabere. Se bare de gyldne håndtryk for eksempel. Man kan snildt få en aftrædelsesordning på en tredive-fyrre millioner, hvis man har kørt en bank i sænk og det er i min verden et udtryk for både hovmod og grådighed, men sådan en bunke penge får man vel ikke, fordi der bliver set ned på en. Og sådankunne jeg gennemgå alle de syv dødssynder i forhold til samfundet i dag. Jeg synes, at det er enormt spændende, at sådanne kategorier som de syv dødssynder har gennemgået en glidning gennem tiden, det siger noget om kategoriernes relativitet. Jeg tænkte på at male syv billeder, mens jeg arbejdede med idéen til mit store Danmarksbillede, som jeg malede i 2009. Men så gik det op for mig, at dødssynderne var en god måde at strukturere billedet efter. Jeg havde en del overvejelser i starten om hvem der skulle med på billedet, jeg har siden fået en del spørgsmål om de personer, der er med; hvorfor er der kun én kvinde med og hvorfor har hun ikke tøj på, hvilket hun forresten har. Hun var nøgen i starten. Men jeg fik at vide, at sådan ser en nutidig kvinde ikke ud, der er ingen, der kunne drømme om at gå rundt offentligt med nøgne bryster i dag. Jeg havde ellers en malet en, splitternøgen, frodig kvinde af den slags, som jeg selv holder meget af og som man næsten ikke ser længere på stranden. Jeg synes, at hun var pragtfuldt malet, men hun blev malet over og erstattet med en fotomodel i bikini, hvilket altså forekommer meget mere nutidigt end den rigtige, nøgne kvinde.
Danmark
KP: Måske er det at vise sine bryster offentligt blandt de nye dødssynder? Kan du forklare på hvilken måde, de syv dødssynder optræder i dit Danmarksbillede?
PC: De syv dødssynder danner den mentale struktur, som binder det billede sammen. Det er ikke sådan at forstå, at billedets figurer repræsenterer én dødssynd hver, de optræder rundt omkring i hele billedet. Måske er der mest misundelse over ham fyren, der sidder ned og læser Ekstrabladet, og er ærgerlig over, at han ikke har nogen syttenårig sexslave, mens både statsministeren, der har fået maling på sig og bondemanden ser noget hovmodige ud, mens grådigheden tydeligvis samler sig omkring ham med posen fra Brugsen og dovenskaben ses hos ham, der ligger og sover på gaden. Det skal jo ikke forstås således, at jeg moraliserer og fremstiller hjemløse som dovne, men det er måden, som nutiden opfatter de socialt udsatte; er det gået ned ad bakke, så er det deres egen skyld, de må være dovne, dumme, utilstrækkelige, kedelige mennesker. Jeg kommer ikke med nogen dom over hvordan det er, men billedet indeholder noget af det, jeg oplever. Nåh, men jeg blev åbenbart ikke helt færdig med de syv dødssynder, for hvis vi kommer tilbage til de aktuelle litografier og vores lidt uheldige måde at strukturere vores omverden, så har jeg brugt emnet igen her.
KP: Jeg synes, at dine litografier af dødssynderne er interessante og meget koncentrerede i forhold til mange af kunsthistoriens repræsentationer af de syv dødssynder, der ofte er narrativt betonede, sceniske beskrivelser med en kraftig morale, hvor vi også får indblik i hvad der sker, hvis man falder i og begår en af dødssynderne. I forhold til det teatralske udtryk i eksempelvis Hieronymus Bosch´ billeder af dødssynderne eller i barokkens allegorier, så udtrykkes dødssynderne i dine små litografier alene via mimik, som jo er en af de enkleste og samtidig dybeste udtryksformer inden for teatret, men som også er grundlæggende i al menneskelig kommunikation. Det er meget tydeligt at se hvad de drejer sig om, disse billeder og det er jo også følelser, som vi kan genkende fra os selv. De syv dødssynder er sin tid blevet brugt moralsk af kirken. Vi skal ikke begå disse synder, hvis vi skal have en billet til paradis. Jeg synes du omgår den moralske pegefinger meget fint ved at bruge dig selv som motiv. I stedet for at pege fingre ad andre, inddrager du din egen person ind i svaghederne, det er dit eget ansigt, der skærer grimasserne, som udtrykker dødssynderne.
PC: Ja jeg synes det er vigtigt at inddrage sig selv, ellers bliver det netop for påpegende og for demonstrativt moraliserende - det kan let blive meget kedeligt.
Danskheden
KP: Jeg har kurateret en udstilling i galleriet nedenunder, hvor jeg har taget udgangspunkt i et gammelt færøsk, nationalromantisk digt. Udstillingen kredser omkring nationale idéer og konstruktioner, og den indeholder bl.a. et par af dine litografier, blandt andet et billede af et dannebrogsflag, som er ved at falde dramatisk ned – måske fra himlen, måske på grund af Danmarks krigsdeltagelse. Du har i mange år kredset omkring danskheden, og dine billeder er blevet misforstået og brugt af forskellige grupperinger af bekymrede borgere, der forskanser sig i foreninger af danske danskere. Hvorfor interesserer danskheden dig?
PC: Hvis jeg skal svare lidt polemisk kan jeg sige, at det gør den ikke. Jeg interesserer mig for optagetheden af danskheden, altså det, at der er nogle mennesker, der føler, at de kan styrke sig selv ved at besidde såkaldte danske værdier. Det skurrer i mine ører, at der kan sættes en slags facitliste over henholdsvis danske og svenske værdier. Det er landområder, der af talrige politiske årsager er skilt ad, og de hænger jo på en eller anden måde sammen alligevel. Der har åbenbart været nogle herskende normer, der har vundet over nogle andre normer, og nu ligger der næsten det samme i påstanden om en særlig danskhed, som der tidligere lå i udsagnet om at noget var gudgivet. I den erklæring lå der en underliggende forventning om, at hvis noget var gudgivet, så skulle man ikke stille flere spørgsmål. Bare fordi en herskende ideologi såsom nazismen eller en anden ideologi eller en herskende norm vinder, så er det ikke nødvendigvis fordi den absolut er den gudgivet bedste. Det var bare den, som vandt, og det, vi for tiden omtaler som danske værdier, er nogle tidsbundne og relative værdier, som nogle har behov for at definere som en fast kategori, for de kan ikke holde åbenheden og tvivlen ud.
Samtalen er færdig, og litografen skal i gang med at blande farven til den sidste sten. Peter Carlsen ønsker sig sort blandet op med okker. Jan Andersson blander og siger, at det ikke ligner farven i nogen af de andre seks tryk – den er fin, siger Peter, hvorefter stenen straks gøres klar til tryk.
