STANDMYND
/Hans Pauli Olsen í Steinprenti. Foto: Jan Andersson
- i skulptørens fodspor
For ikke så mange år siden var der forsvindende få skulpturer på Færøerne ud over de traditionelle mindesmærker, der er rejst i mange bygder til minde om druknede sømænd. Ølandskabet er i sig selv skulpturelt med de mange fjelde, bjerge, dale og elve, der bugter sig gennem de saftiggrønne græssletter, og at naturens overdådighed nu i større grad suppleres af kunsten, kan vi især takke én bestemt færøsk skulptør for. Det er den meget aktive og begavede skulptør Hans Pauli Olsen, som har fået opført en del værker både på Færøerne og i Danmark, hvor han er bosiddende, og i denne artikel vil vi følge i hans fodspor fra skulptur til skulptur.
Vi påbegynder vores færøske skulpturfærd i Steinprent nede ved bådehavnen i Tórshavn, og det gør vi ikke kun på grund af områdets pittoreske skønhed. Steinprent er et must for alle kunstinteresserede, det er et af de bedst rennommerede grafiske værksteder i Norden, som har alle de bedste færøske og danske kunstnere tilknyttet. Værkstedet råder over et galleri, hvor Hans Pauli Olsen for nylig afholdt sin første færøske udstilling i 30 år. Den havde ganske stor betydning for ham, for selv om de mange bestillingsarbejder udgør interessante og vigtige opgaver for skulptøren, så er arbejdet ofte forholdsvis bundet, og da må det givetvis føles godt at få lov til at bestemme. Hans Pauli Olsen er fascineret af det færøske ord for skulptur; "standmynd", som direkte oversat betyder stående billede, hvilket rent faktisk forekommer passende i forhold til hans stadige kredsen omkring skulpturens formelle præmisser i form af tredimensionaliteten, som han insisterer på at udfordre med stedvis todimensionalitet i skulpturerne. Spejlinger og perspektivforskydninger er ligeledes blandt de foretrukne problemstillinger i denne kunstners værker, hvilket bl.a. kunne iagttages i en fascinerende dobbelfigur af en kvinde med spejling, som på én gang forekommer analytisk og sanselig i sin gengivelse.
Fra Steinprent er der kort vej over til Vágsbotn til et omdiskuteret mindesmærke for Nólsoyar Páll, der står og skuer ud mod havet. Skulpturen kan forekomme lidt gammeldags, næsten historicerende nationalitisk i sin udførelse, hvilket har med dens emne og tilblivelse at gøre. Den portrætterede, Poul Poulsen Nolsøe (1766-1809) er en omdiskuteret nationalhelt, han var sømand, bådebygger, digter, bonde og opfinder og indædt forkæmper for frihandel på Færøerne, hvilket gav ham en del problemer med myndighederne. Fuglene henviser til Nolsøes "Fuglakvæði", en allegorisk vise, hvori han iklæder sig i strandskadens ham som forsvarer af de små fugle (folket) mod angrebene fra rovfuglene (embedsmænd). Skulpturens dynamik er interessant og figuren har under alle omstændigheder oparbejdet sig et ry som byens vartegn. Strandskaden hedder Tjaldur på færøsk og blev øernes nationalfugl efter at Nólsoyar Páll digtede sit "Fuglakvæði".
Omkring tredive meter længere opad ved byens centrum, uden for det stensatte byrådshus står "Traðarmaðurin" som en hyldest til de første, hårdtarbejdende husmænd i Tórshavn. Mandsfiguren i naturlig størrelse ses fanget i en heroisk kraftanstrengelse, idet han løfter en mægtig sten. Balancen forekommer udpræget klassisk i kontrapoststilling, men udtrykket er vildt, primitivt og meget maskulint, hvilket har fået enkelte feminister til at påpeget, at husmændene havde koner, der var mindst lige så hårdtarbejdende som deres mænd, men det er for det meste en særdeles vellidt skulptur blandt såvel Tórshavnere som turister. Herfra er det naturligt at spadsere gennem Tórshavn centrum og op til den gamle park, “Viðarlundin”, som de lokale kalder "Plantagen"Oppe på en bakketop aner vi en kendt og elsket profil i hvad der viser sig at være soklen til skulptur. Det er et monument for William Heinesen, der stammer fra et af hans mange, fine papirklip af en skøn dansende elverpige, Tarira, kunstens muse. I den nordlige ende af parken ligger Færøernes Kunstmuseum omkranset af fire monumentale skulpturer, som Hans Pauli Olsen skabte i årene fra 1986-89. “Skyggen” er et typisk værk forstået på den måde, at den manifesterer det uhåndgribelige. Bag ved den siddende, kompakte mandsfigur, der i sig selv udgør et sanseligt og skønt selvportræt, vokser op en storslået, abstrakt flade, hvorpå der er placeret en lille mandsfigur i en interessant perspektivforskydning.
Oppe ved svømmehallen står der meget apropos en stor skulptur betitlet "Svømmepigen", der forestiller en kvinde, der dykker. Vandoverfladen illuderes af to store granitplader, der er placeret forskudt, vertikalt, hvorigennem kvindefiguren trænger igennem som en dynamisk og magtfuld diagonal i perfekt balance med kompositionen iøvrigt. Hovedet og overkroppen er meget stor i forhold til den nedre del af kvindefiguren, som for at illustrere forskellen på de to elementer, som svømmepigen befinder sig i.
Fípan Fagra í Klaksvík
“Fípan Fagra” hedder en monumental skulptur, som Hans Pauli Olsen lavede i 2008 i Klaksvík, der minder om en kæmpestor portal. Værket forestiller en nøgen kvindefigur, der synes kilet ind i mellem to enorme klippeformationer. Mennesket i naturen er et naturligt hovedtema i færøsk kunst, men Hans Pauli Olsen har givet temaet et skub således, at der byttes om på lodret og vandret. Det er noget, som færingene har diskuteret meget, alene af den grund, at værket er så stort som det er og dermed påkalder sig opmærksomhed. Der var en del hidsige reaktioner, da Tróndur í Gøtu monumentet i Norðagøta blev afsløret i 2007, som egentlig ikke handlede så meget om skulpturen i sig selv som det faktum, at mandsfiguren, den gamle hedenske troldkarl Trondur egentlig meget passende svæver istedet for at stå.
Bygden Skarð i Kunoy har været uddød siden 1914 og må være det mest isolerede sted på vores færøske skulpturfærd, hvor vi skal se på et mindesmærke, der er opført til minde om den ulykkelige begivenhed, da syv mænd fra Skarð forliste i 1913. Forliset resulterede i, at bygden blev forladt. Monumentet består ganske enkelt af en ujævn aflang trekantet stenstøtte med de forliste mænds navne indgraveret. Øverst kan vi se en bemandet båd, der synes være på vej mod afgrunden. Samtidig som der er tale om et forholdsvis traditionelt mindesmærke, er det også en udtryksfuld skulptur, der på enkel vis udtrykker tilværelsens usikre vilkår.
Sandvík hedder den nordligste bygd på den sydligste ø, bygden ligger billedskønt ved havet og udsyn til øen Lítla Dímun. Historisk er bygden kendt for at være stedet, hvor den kristnede vikingehøvding Sigmundur Brestisson ifølge færingesagaen blev myrdet efter en legendarisk bedrift, hvor han svømmede fra Skúvoy på flugt fra sin dødsfjende den kloge Tróndur í Gøtu, der sværgede til de gamle guder. Hans Pauli Olsen har lavet monumentet, der har titlen "Sigmundur Brestisson - Hin seinasta ferðin", som illustrerer vikingens lange svømmetur, består af tre granitplader, der danner et kors med ujævn overflade, som samtidig minder om en oprørt havoverflade, hvorpå vi aner hovedet og armene af en ensom, kæmpende svømmer i det enorme hav.