Klaksvikaffærer i København


Udstillingen Klaksvikaffærer på Nordatlantens Brygge (4/5- 11/8-2013) viser malerier og litografier af den danske billedkunstner Claus Carstensen, og den er kurateret af den færøske kurator Kinna Poulsen. Udstillingstitlen stammer fra et lille litografi, som Claus Carstensen lavede i 2002 i Steinprent, Færøernes Grafiske Værksted, i Tórshavn ved Jan Andersson og Fríða Matras Brekku, hvor alle udstillingens litografier er fremstillet. Værket var også udgangspunktet for en udstilling i Nordens Hus i Tórshavn i 2011.


På den aktuelle udstilling på Nordatlantens Brygge findes et værk fra 2010, ligeledes med titlen Klaksvikaffærer. Billedet vakte stor harme, da det blev vist på Færøerne. Værket består ganske enkelt af et færøsk flag, der vender lodret med korstegnet nedad og med en vertikal, sort tegning i midten, som ses gentaget i mindre format horisontalt, tværs over korstegnet nederst. Tegningen forestiller et ansigt med menneskelignende træk, kombineret med dyreøjne. Dette sorte “tag” er et tilbagevendende motiv hos Claus Carstensen og handler ret beset om forskellen mellem menneskers og dyrs dødsbevidsthed. Et filosofisk orienteret værk som dette burde ikke kunne forårsage den store ballade, og når det alligevel gør det, handler det først og fremmest om de associationer, som readymade-delen af værket (det færøske flag) formår at vække hos beskueren. Harmen udspringer således af flagets symbolværdi. “Vi må stå sammen omkring vores flag” insisterede en ældre mand, som efter at have set værket gengivet i avisen, ringede for at protestere mod hvad han opfattede som en decideret flagskænding. Han er ellers kendt i det færøske samfund som en sindig og lærd mand, men han har hele livet drømt om et frit og selvstændigt Færøerne, og det er en inderlig drøm, som er helt og aldeles blottet for akademisk distance. Han er ikke alene om drømmen. Grønlands nye regeringsleder Aleqa Hammond fra det socialdemokratiske Siumut blev i Kvinfos webmagasin for nyligt citeret for udtalelsen, “Jeg vil opleve den dag, hvor Grønland via FN erklæres for selvstændigt, hvor vi synger nationalsangen og flagene hejses over hele verden, for bedre mål kan man ikke have som et lille folk”.

 

Det tager to hele timer at flyve de 1313 kilometer fra lufthavnen i Vágar på Færøerne til Kastrup i Danmark. Med den betragtelige afstand in mente, og hvis man betænker hvor længe Færøerne har været styret af den fjernt beliggende overmagt i København, også før der overhovedet fandtes fly, burde et oprør ikke forekomme så fuldstændig utænkeligt, som det rent faktisk gør. Det er ikke til at sige om årsagen skal findes i en særlig færøsk sindighed grænsende til flegma eller en generel tilfredshed med et fornuftigt dansk herredømme og bloktilskud. Diskussionen om færøsk selvstændighed foregår imidlertid konstant på Færøerne, men alligevel har dansk indgriben kun været nødvendig yderst sjældent gennem den langvarige færøsk-danske fælleshistorie. Da det endelig skete, var det en irettesættelse af dimensioner, der medførte, at Danmark i 1955 bl.a. sendte et bemandet militærskib for at sætte de opsætsige færinger på plads. Denne magtdemonstration, dens motivation og følgerne af den blev senere omtalt som Klaksvík-striden eller Klaksvík-affæren.

 

Stridighederne opstod, da sygehuset i Klaksvík i halvtredserne ville ansætte en færøsk læge i stedet for den populære danske læge Olaf Halvorsen, som var ekskluderet fra Den Almindelige Danske Lægeforening for angiveligt at have næret sympati for nazisterne. Det resulterede i lokale demonstrationer i Halvorsens favør, som kulminerede, da den danske regering sendte skibe, bemandet med bevæbnede politibetjente og hunde, samt senere også med soldater for at få styr på de urolige gemytter. William Heinesen beskriver stridighederne i en artikelserie i Land og Folk i februar 1956, hvori han vurderer, at det indledningsvis ikke drejede sig om et færøsk oprør i mod den danske overmagt. Det var dog en dansk læge, der var stridens kerne og folk generelt var ikke specielt danskfjendtlige i starten. I følge William Heinesen ændredes dette med afsendelsen af “hundeskibet”, M/S Parkeston, til Færøerne. Han skriver: ”Afsendelsen af Parkeston med dens væbnede danske politistyrker ændrede dette forhold noget. Hertil bidrog især den omstændighed at politiet medbragte hunde. Dette moment ville man rimeligvis i Danmark eller den øvrige verden, hvor brugen af politihunde er almindelig, ikke have hæftet sig så meget ved. På Færøerne, hvor man i øvrigt ikke kender til den måde, hvorpå politi gør brug af afrettede schæferhunde, har det altid været betragtet som en uhørt råhed at anvende hunde som våben mod mennesker - kun en usling, hjemfalden til alles ringeagt, ville på Færøerne pudse sin hund på en modstander. En gammel sambandsmand i Torshavn fandt det så utroligt, at Danmark ville bruge hunde mod færinger, at han ligefrem begyndte at vakle i sin politiske barnetro..”.

 

Klaksvikaffærer i flertal er således Claus Carstensens poetisering af en allerede eksisterende formulering, der henviser til en enestående hændelse i færøsk og dansk historie. Samtidig er det titlen på en kunstudstilling, der ikke som sådan drejer sig om den historiske strid, men som fungerer som en samlende metafor og igangsætter i forhold til selve udstillingen. Interessen for flag og for våbenskjolde er dybtliggende hos kunstneren, der hver gang han kommer til en nyt land eller nyt flagområde, bringer et flag med hjem, som siden transformeres til et kunstværk i atelieret. Claus Carstensen, der er opvokset i grænseområdet mellem Danmark og Tyskland, er tidligt i livet blevet opmærksom på en national identitetsproblematik, hvilket spores i hans værker, der indeholder en tilbagevendende kredsen omkring  de psyko-sociale mekanismer bag magt-magtløshed, aggression-ydmygelse og territorialisering-deterritorialsering, at afmærke og indkredse territorier. I flere af Claus Carstensens billeder ses desuden en interesse for det ekstreme, for radikalisering i billedmæssige henvisninger til konkrete historiske hændelser, f.eks. til Pol Pots og Khmer Rouges rædselsregime i Cambodia. En maleriserie på udstillingen er lavet med udgangspunkt i den danske modstandsbevægelses satiretegninger, men kunstneren er også interesseret i hændelser, der har mindre national betydning som feks. eksklusionen af et af medlemmerne i hans vinterbaderforening. Det er magtmekanismerne i sig selv, der interesserer ham.

 

Klaksvikaffærer handler desuden også om kunstnerens forhold til Færøerne, hvorfor billeder af Peter Louis-Jensen, Tóroddur Poulsen og Steffan Danielsen også er med på udstillingen. Selv om de forskellige strategier og benspænd i Claus Carstensens konceptuelle arbejdsmetode kan opleves som en form for distancering, har værkerne i Klaksvikaffærer et ganske råt og direkte ekspressivt udtryk, der ikke er svært at forstå. Billederne er til stede i rummet på en næsten kropslig måde, ligesom kunstneren selv har en meget direkte fysisk tilgang til tingene, når han arbejder. Nogle gange minder metoden næsten om hærværk med negationen som kunstnerisk princip, hvor kunstneren med såkaldt defacing eller fuck up ødelægger og nedbryder billederne, for på den måde at bygge noget nyt op. Selv om udstillingen forholder sig konceptuelt til noget fortidigt, til forgangne historiske hændelser, giver den beskueren en klar fornemmelse af nutid og nærvær i billederne, som uanset om de forekommer uhyggelige eller skønne, har en særlig styrke i udtrykket, der synes tale til beskueren på et umiddelbart og førrationelt plan.

Artist talk i Nordatlantens Brygge